201. Pletskud.
Gamle sagfører Madsen, der skød meget – men dårligt – var forbavset over, at Knokkel-Peter var så mut, da de mødtes ved bukkejagten i Storskoven.
Nysgerrig spurgte han Peter: Har jeg truffet Dem før? Peter lettere irriteret: Ja, i r….!
202. Gold-digger.
Efter et par timers arbejde i haven under den brændende sol, besluttede Jens sig for at tage et forfriskende, koldt brusebad, inden han nuppede græsplænen. Mens han betragtede sin nøgne krop i spejlet, spurgte han Severine: Hu, ha, hwor æ’ed warmt. Har trower do folk vil sej, hvis a slaw plænen uden tøw po?
Severine: Så vil de trow, at a haj tån dæ for pengens skyld.
203. Fødselsdag.
Christiane, der kunne huske længere tilbage, end hun egentlig brød sig om at tænke på, blev ubehagelig til mode og rød i kammen, da barnebarnet Ida pludselig spurgte: Hwo gammel æ’u enli, bejste?
Christiane: De ka’ a da it how!
Ida: Så nir mæ bowsern!
Christiane bestyrtet: Nir mæ bowsern? Harfor de’?
Ida: Der stor’ed. I min’ stor’ed 4 – 6 or!
204. En trøst.
Christiane var ingen sylfide, så da hun mødte Martha hos købmanden, var det med triumf i stemmen, hun meddelte, at hun havde tabt sig hele 15 kg. Marta kikkede vurderende op og ned ad Christianes svulmende figur, inden hun tørt bemærkede: De’ ska’ do it vær ki o. De’ ka’ it sis!
205. Den spiritus.
Barber-Hans holdt af alt, der kunne serveres i glas, hvilket tydeligt sås på ansigtskuløren og næsen. En morgen præsten sad i stolen for at blive barberet, kom Hans til at give ham en flænge i kinden.
Præsten sukkede: Hans, Hans. Den spiritus. Den spiritus.
Hans beklagende: Ja, de æ skrækli’, som den gør skindet skør’.
206. Gamle dyder.
Gammel-Thomas var af den mening, at en ordentlig pige holdt sin sti ren. En dag sad han på gårdspladsen og nød solen, mens han betragtede hanen, der bankede rundt efter en høne. Pludselig lagde hønen sig og blev velsignet af hanen. I det samme kom Ane ud på trappen og spurgte: Har tenker do på, Thomes?
Thomas: A tent såmænd bar po, om den høn it ku’ ha løwen lit stærker.
207. Begrawels?
Da Jens fik møj ont i mawen blev han indlagt på Randers Centralsygehus. På samme stue lå en ældre mand fra Mols. Mens de lå og snakkede, spurgte manden pludselig: Hur æ do fra?
Jens: A æ fra Siem!
Manden nysgarrigt: Nå, ska do så begrawes her u eller der hjem?
208. Pragmatiker.
Ove havde lige holdt 80 års fødselsdag, da han fik besøg af Anders, der interesseret spurgte: Huen’æed (hvordan er det) så å blyw 80.
Ove: Ja, de æ wal vær bejer en it å blyw’ed.
209. God vægt.
Bejste havde fødselsdag, så Peter skulle have en time fri fra skole.
Peter: A ska ha fri i den sist tim, for a ska te Bejstes fødselsdaw.
Degnen venligt: Det var da dejligt. Hvor meget fylder Bedste?
Peter forbavset: Fylder? Nå…, jow . . . hvis hun klemmer sæ lit sammel, ka hun lig vær i wos towpersoners sofa.
210. Knallerten.
Gammel-Peter var til det årlige sundhedstjek hos dr. Frandsen.
Dr. Frandsen: Noget at bemærke, Peter?
Peter: Maren tøgs, at a hår så møj luft i maven, – – -men de’ sjenirer (generer) no it. De’ ka’ hverken høres eller løjtes (lugtes).
Dr. Frandsen: Hm, hm….. Jeg synes nu alligevel vi skal sørge for, at du får et høreapparat, så kan vi bagefter se, om vi kan gøre noget ved det andet.
211. Brøkregning.
Fjerde klasse sled med brøkregning. Lærer Hansen forklarede lidt irriteret Bitte-Jens, der skulle lægge 1/2 og 1/4 sammen, at han skulle finde en fællesnævner. Bitte-Jens måbede. Lærer Hansen fortvivlet: Jens, du må gå hjem og se om din far kan forklare dig det.
Da Jens forelagde problemet for sin far, tog Marinus sig til hovedet og sagde: Jamen, leder de da ætter den endno. De gjov vi sgu osse, da a gik i skuel.
212. Galgenhumor.
Lægen havde sendt Marinus til undersøgelse på Randers Centralsygehus for prostataproblemer. Nu sad han hos overlægen og ventede på resultatet af undersøgelsen. Overlægen: Hr. Jensen, jeg er ked af at sige det, men Deres prostata er dobbelt så stor, som den plejer at være hos mænd på Deres alder. Det kan være farligt.
Marinus: Ja, der ka’n bare si. Her gik a å trowed, de war en fordiel (fordel)å ha rigelig o ålting.
213. Vejviseren.
Karl Kristian var ikke nogen ynder af københavnere. De talte for hurtigt og brugte ord, der var alt for store i Karl Kristians mund. En dag han sad nød en stille bajer på træbænken udenfor høkerforretningen, standsede en rød sportsvogn, ruden blev rullet ned og en københavnerstemme spurgte: Hvor langt er der til Mariager?
Karl Kristian: Hur fra?
214. Saftevand.
Den nye præst havde indførte altergang for mindre børn. Bette-Svend var lidt nervøs første gang, han skulle til alters.
“Bejste” beroligede ham: Do ska’ it wær bong, han kommer bar’ saftewan i dit glas.
Det gav et spjæt i Bitte-Svend, da præsten fremsagde nadverordene: Dette er Jesu blod. Bette-Svend: Badr, Bejste, do så de war saftevand.
215. Ka de da pas?
Bette-Søren sad ved siden af Bejste i kirken. Han måbede, da halvdelen af menigheden pludselig rejste sig og vandrede mod alteret, hvor de knælede på knæfaldet.
Bitte-Søren: Har æ’d (er det) de laver Bejste?
Bejste: De ska bar op å be Vorherre om å tegi dem.
Bitte-Niels forbavset: Sejer do, at ål de mennesker hår swot samvittighed?
216. No æ’ed nok!
Rasmus var fem år. En dag blev han så uenig med sin mor, at han besluttede sig for at gå hjemmefra. Mor blev forbavset, da han ti minutter senere igen stod i forgangen med sin lille taske.
Mor: Jamen Rasmus, hår do ållere fortrudt?
Rasmus vredt: Nej, men a må jo it go jenne over vejen.
217. Forsinket
Karl Børges nye karl, Robert, var ikke den skarpeste kniv i skuffen, og måtte derfor ofte lægge ryg til kammeraternes muntre indfald. Han elskede at gå i biografen og en scene i ugens aktuelle film, hvor helten stod på den anden side af banelegemet og betragter heltinden, der var på vej i bad, havde i høj grad vakt hans interesse. Ærgerligt nok suser et tog forbi, lige i det øjeblik chemisen faldt. Da han ved aftenbordet meddelte, at han smuttede i biografen, studsede Karl Børge: Jamen, hår do it sit den film tow gång? Robert: Jow, men Jens i brugsen sejer, toged æ forsinked i jawten.
218. Det sidste ord!
Alle vidste, det var Alma, Karls kone, der bestemte i det lille hjem. En dag mødte Karl Bitte-Jens i Brugsen. Han havde samme problem. Jens beklagede sig.
Karl nikkede: Ja, ve wos æ’ed no åltier mæ, der for de sist urd (ord).
Bitte-Jens måbende: Æ’ed? Har sejer do da?
Karl: Undskyld.
219. Den hukommelse.
Da Niels var på besøg hos Dorthe og Christen, fortalte Christen om sin 80 års fødselsdag. De’ war no sån’en dejli daw. Vi sad po terassen å fæk kaffe.
Dorthe: Så’n nåd vrøvl. Do fylder jo år føst januar.
Christen: Nå – – – så war’ed nok, da a bløw 70.
220. Et rigtigt mandfolk.
Da Christens Bitte Søren for første gang skulle til bal i forsamlingshuset, formanede Christen: Å how (husk) så, at ed ornli’ mandfolk åltier hover å leg bowser’n, inden han gor i seng. De hår a åltir gjow – – de hår godtnok nown gång knewen mæ jakken.
221. Nybagt far. Christen bemærkede, at Røjter-Jens, da de sad i folkstowen og spiste frokost, så lidt olm ud.
Christen: Æ’u gal?
Røjter-Jens: Ja, gu æ a da gal. Maren fortal mæ, lig inden a gik hjemfra, at a sku vær får for føst gång.
Christen: De ska’u da vær glå for.
Røjter-Jens: Ska a? Vi hår tow knejt i forvejen.
222. Så gode venner.
Stine med tilnavnet Radioavisen kunne en formiddag fortælle alle, der gad høre det, at landsbyens to 80årige ungkarle, Hans og Peter, der siden deres pure ungdom på grund af en grisehandel havde været dødsfjender, var blevet perlevenner. Morten gav, da han mødte Hans hos købmanden, udtryk for sin anerkendelse.
Morten: A hører, do å Peter æ bløwen gue venner. Teløk mæ de.
Hans: Hvem sejer de?
Morten: Stine- Radioavis.
Hans: Nååå, hun hørt nok, da a råft (råbte) te ham, at a glæded mæ te hans begravels.
223. Påholdenhed
Maren var på vej til København for at besøge sin datter. På færgen havde hun begge hænder behov for at holde på hatten. En venlig herre gjorde hende opmærksom på, at kjolen var blæst op bagpå.
Maren: Ski mæ de.
Herren bestyrtet: Jamen frue, man kan se deres ende.
Maren: Ja hwa så? Den hår a haj i 80 or. Hatten æ nøj.
224. Blødkogte æg.
Der var ikke det store udvalg på Søren-Kromands menukort. Det vidste de lokale, og en københavnsk grosserer opdagede det, da han slog ud med hånden og forlangte hummer til sig og fruen.
Søren-Kromand: De’ hår vi it!
Grossereren: Krappekløer?
Søren-Kromand: Nej
Grossereren: Muslinger?
Søren-Kromand: Nej!
Grossereren: Jamen, har De da slet ikke noget med skal?
Søren-Kromand: Jow! Do ka’ fo blødkogt eg!
225. Den nøj Kål.
Ajs’ var jyde. Han udtalte sig undertiden så forsigtigt og underfundigt, at selv jyder havde besvær med at forstå ham. Da Niels en dag mødte ham i brugsen, var han nysgerrig efter at høre, hvordan det gik med den nye karl, Christen, der var kendt for it å forjaw sæ (forhaste sig).
Niels: Huen (hvordan) goer’ed mæ Christen?
Ajs’: Jow, . . . . men han hår got nok møj li (fornøjelse) o si bowser.
Niels: Har mener do?
Ajs’: Han gor nejsten (næsten) åltier mæ både arm å bien i dem.
226. Søndagsjægeren.
Rasmus, der havde været på jagt med vennerne, sad allerede i stalden og malkede, da Marie kom hjem fra damefrokost. Nysgerrig råbte hun ind ad stalddøren: Ramt do nå’ed?
Rasmus lidt mut: Ja, a gjow.
Marie: Hår do lå’ed (lagt det) i fryser’n?
Rasmus lidt vranten: Nej . . . . ., a kjor (kørte) ham på skadestowen.
227. Morgenkys.
Alfred var en af de tunge jyder, der havde det svært med følelser, hvilket irriterede hans kone Viola. En dag ved morgenkaffen forsøgte hun at hjælpe ham lidt på vej.
Viola: Anton kysser åltier si’ kuen, inden han tår po arbed – ku’ do it osse tenk dæ de? Alfred: Jow, såmænd, – – – – men har trower do Anthon wæl sej te de?
228. Godt humør.
Christen og Jens var meget gode venner. En enkelt dag kom de dog imel (blev uvenner) på grund af en grisehandel. Da de næste morgen mødtes ved Brugsen, forsøgte Christen at gøre det godt igen.
Christen: Huen hår do’ed, Jens?
Jens: Jow tak, a haj’ed (havde det) hiel got – intil a møt dæ.
229. 24 År!
Anna havde for vane at rette på Jens Christian, hver gang han udtalte sig. Det irriterede ham voldsomt.
Jens Chr: No hår do, i ål de or wi hår wot gywt, rettet po mæ hver jenest gång a åwned munen (åbnede munden) – I 24 or!
Anna: 23
230. Man klare sig.
Da Johannes mødte Thorvald i Brugsen, så han lidt nedtrygt ud.
Johannes: Har æ’ed (er det) mæ dæ? Æ’u (er du) syg?
Thorvald: Nej, men kuenen dø i gur, da hun war ud’ å graw kartofler op.
Johannes bestyrtet: De’ war da forfærdelig. Har gjow do?
Thorwald: A bestælt en pitsa.
231. Nå!
Christen boede yderst i sognet – helt ude ved skoven, der hvor momsen endnu ikke var slået helt igennem, men han passede sit regnskab. Hver gang han fik en regning, krøllede han den sammen og stak den i vestelommen. Når han kom hjem endte den, som alle de andre i papkassen under skrivebordet. Den dag i marts “Told og Skat” besøgte ham, fandt han papkassen frem og stillede den på stuebordet.
Tolderen bestyrtet: Jamen, hvordan skal jeg da finde ud af det?
Christen lettere overrasket: Nå! Ka do heller it? Å do hår enda lært’ed.
232. Hjælpsomhed.
Christen-manne-bøns (mange børn) berømmelse i hele herredet skyldtes hans store hjælpsomhed og en børneflok på 18 glade unger. Sognets forældrene blev chokerede, den aften borgmesteren på et skolemøde forklarede, at det var nødvendigt at nedlægge skolen, fordi der var for få børn i sognet. Folk rasede, og borgmesteren var i defensiven, indtil Christen-manne-bøn rakte hånden i vejret og spurgte: Hwo manne drejer’ed sæ om?
233. Hver sin lyst.
Den nye præst var på sin rundtur til de gamle kommet helt ud til Mathilde i kæret.
Efter en lille snak spørger præsten: Hvad med at synge en salme, Mathilde?
Mathilde venligt: Jow, gør do bar’ de’, så lawer a kaffe imens.
234. Pladsbillet.
Fra den årlige juletur til Randers med ”Hadsund- Peter” vidste familien, at Karl Gerhardt blev køresyg, hvis han ”kørte baglæns” i toget. Derfor foreslog datteren, Dorte, da hun inviterede ham til København, at han bestilte pladsbillet til rejsen – men noget gik galt. Karl Gerhardt ”kørte baglæns” hele vejen til Hovedstaden. Han besluttede at klage.
Damen i billetlugen spurgte forundret: Jamen kunne De da ikke have byttet plads med en anden passager?
Karl Gerhardt irriteret: Byt? Hwem sku’ a byt mæ’? Der war it ajer (andre) i kupeen.
235. Bare de’ no hjælper.
“Byens Avis” fyldte 75 år. I en menneskealder havde hun til stor irritation for mange turet sognet rundt og fortalt mere eller mindre sandfærdige historier om folk – i et tempo så hendes forlorne tænder klaprede. Nu havde hun inviteret Klara og Theodor til en bette kop kaffe uden gaw (gave). Theodor insisterede på, at de skulle have gave med.
Clara lettere irriteret: Nå, har (hvad) ska’ vi så ha’ mæ’ (købe).
Theodor uden at blinke: Hun hår jo foloren ten( tænder) Har mæ’en pues (pose) flødkarameller.
236. Overvægt.
Niels Hannibal vejede sine 300 pund, og Rasmine var sarkastisk. Det kunne for udenforstående være en underholdende kombination. Den dag Johanne mødte Rasmine i ”Brugsen” gik der røgte om, at Hannibal havde været hos lægen.
Johanne nysgerrigt: Æ Niels Hannibal syg?
Rasmine spidst: Nej, han æ som han plejer – fast i tarmen å løs i kødet.
237. Rådsnar.
Jens var en søndag på besøg hos sin moster, der boede i landsbyen. Mens mosteren forberedte middagen, gik Jens i kirke. Der var barnedåb, men ud over det unge par, et par faddere, var kun Jens i kirken. Da præsten kaldte til døbefonden, vinkede han også Jens op. Han blev overrumplet, da præsten vendte sig mod ham og spurgte: Hvad skal barnet hedde?
Han fattede sig dog hurtigt og svarede: Aner’d it (aner det ikke). Spør jen o de ajer.
238. Han overlevede.
Peter, der i mange år havde ligget i åben strid med skattevæsenet, styrtede en dag ned fra loftet. Mens han lå bevidstløs på båren, hulkede Maren: Ja, ja, men a trower no, der war nown, der holt si hon (hånd) over ham.
Peter, der vågnede i det samme, brummede: De war nok skattevæsenet.
239. Vi ses!
Christen var værdsat og afholdt som medarbejder på genbrugspladsen. Da lærer Andersen efter et besøg på pladsen kørte hjem, råbte Christen: Sir wi dæ snaar ijen?
Lærer Andersen: Det kommer an på, hvor meget jeg sviner.
Christen: Ja, så ka’d (kan det) jo it wår (vare) læng.
240. “Frås”.
Niels Valdemar var træt af, at hans yngste datter, Inga ”bløwen køwenhawner”. Under et af hans meget sjældne besøg i hovedstaden afholdt Inga en festmiddag. Niels Valdemars sidemand – indfødt fra Vesterbro – indledte konversationen: ”Der er ellers ikke mange kronjyder i det her selskab”.
Niels Valdemar: ”Nej! De vil sgu’ osse vær frås”.
241. Svært at finde vej.
Jacobs Cathrine, der ikke satte sit lys under en skæppe, fortalte ved lørdagsballet i forsamlingshuset den undrende pigeflok om sit held.
Cathrine: A æ lig bløwen optån (optaget) po labyrintuddannelsen!
Alvilda: Ja – – men. Den æ da svær å fin’ runt i – æ’n (er den) it?
242. – og så den makabre.
Vilhelmine – kendt på hele egnen for sit lækre bagværk – var død. Ved mindesammenkomsten i forsamlingshuset bød datteren, Alvilda, præsten en småkage: Væl pastóren it smag en vaniljekrans – – – – liget hår sjel bagt dem.
243. – så er der valg.
Det var valg-år. Jens og Morten mødtes hos købmanden: Jens: Nå, har stemmer do så po Morten? Morten: A stemmer it! Jens: Jamen Morten, de æ da en pligt vi hår. Morten: A ku jo wær dø i muen (morgen). Jens: Ja, så må do jo naturligvis godt blyw hjem.
244. Høj lysføring.
Det sognefogedens Dorthe manglede i højde, havde hun i drøjde. Den aften Laurids betjent stod ved “Brugsen” for at kontrollere billygter, var Ajs og Dorthe på vej hjem fra kaffegilde.
Laurids: Ajs! Di løjter (lygter) lyser ål for høwt (højt).
Ajs: Dorthe sidder i bagsædet.
Laurids: Hmmm – – – så kyr (kører) do bare.
245. Dårligt syn.
Da Jens var på session, lykkedes det ham at blive fritaget, fordi han ”spillede” blind. For at fejre resultatet inviterede han Maren i biografen. Han havde knap sat sig i sædet før sidemanden (militærlægen) udbrød: Sig mig. Var det ikke Dem, jeg i formiddags fritog for militærtjeneste på grund af dårligt syn – og så går De i biografen!
Jens forbavset: Biografen? Æ’d it rutebilstationen?
246. Storrygeren.
Storrygeren Jens var ikke sergentens ven. En aften, han var på vagt, stod han og hyggede sig med en smøg, da sergenten pludselig dukkede frem om hjørnet.
Sergenten rasende: Står De og ryger mand.
Jens roligt: Nej. A spiser såmænd bare et styk chokolade.
Sergenten: Sikke noget vrøvl! Det ryger jo ud af munden på Dem?
Jens. Jamen det æ kogechokolade.
247. Når man nu vil arbejde – – –
Poul var en dygtig murer, men styrkede sig lidt for ofte ved den lille klukflaske, han havde i jakkelommen. Til sidst blev det for meget for chefen. Poul blev afskediget, men mødte op næste dag og som om intet var hændt. Det gik til ud på eftermiddagen, så blev han afskediget igen. Da han mødte op tredje dag spurgte “makkeren”, Jens: Jamen Poul, do bløw jo fyred, harfor kommer do så ijen (igen)?
Poul: Hvis’en (hvis man) sku ren (regne) mæ sån’nåed (sådan noget), fæk’en (fik man) jo aldrig arbed.
248. Æblet falder ikke langt fra stammen.
Jens sad ved spisebordet og læste avisen, da jordemoderen lagde nr. 10 – en lille dreng – i hans arme.
Jens lidt rørstrømsk: Gad ved (vide) hwa sån’en (sådan en) bitte kål ska blyw te? Jordemoderen: Landmand!
Jens forbavset: Trower do da?
Jordemoderen lidt hvast: Ja, han æ ållere (allerede) begyndt å klaw sæ (klage sig).
249. “Traktorman”
Kresten var til stor fortrydelse for sin kone, Kathrine, arbejdsnarkoman – selv den dag den nye præst kom på besøg, fortsatte han med at fræse rundt på marken op mod gården med sin nye traktor.
Præsten spurgte, da han havde ventet en time: Har I børn?
Kathrine med et olmt blik mod Jens og traktoren: Nej, her på goren blywer’d (bliver der) kun lawed de, der ka’ lawes mæ traktor!
250. Man skal da rose folk – –
Valdemar var ærlig og udtrykte sig altid meget klart. Det havde givet ham mange fjender, hvilket irriterede hans kone Mathilde.
Mathilde: Do ku da osse – bare engång imel (en gang imellem) prøv å ros folk.
Valdemar: Ja, a ku jo prøv’ed (prøve det).
Han fik chancen dagen efter i Brugsen, da han galant holdt døren for degnens kone, der efter at have forceret købmandens høje trappe prustende og rød i “kammen” gled ind i butikken:
Valdemar: De æ da flot, do it sveder mir (mere), så fied (fed) do æ!
