151. Lig no?
Søren-Vejgrøwt, der sædvanligvis betragtede livet fra sin faste plads i vejgrøften overfor købmanden – med en øl i hånden, var gået forkert og kommet til bønnemøde i missionshuset.
Pludselig råbte missionæren: Så wæl a be ål jer, der wæl mæ i himlen, res sæ!
Folk undrede sig, da Søren blev siddende.
Missionæren: Jamen Søren, wæl do it i himlen?
Søren lettere forvirret: Jow te den ti, men a trowed, at do war ve å sammel ed hold no.
152. Ingen tøw?
Mathias var en meget rolig mand. Da han kom hjem fra arbejde, blev han noget forbavset over at finde Oline i sengen.
Mathias: Sku vi it te fest i forsamlingshuset?
Oline: Jow.
Mathias: Harfor æ do så it i tøwet?
Oline: A hår jo it nåd å ka ta på.
Mathias, idet han går hen til klædeskabet og begynder at tælle Olines kjoler: It nåd å ta po? Jen, tow, traj, —– Godaw, Jens, fir, fem, sejs.
153. Har betyer de’?
Alle vidste, at Karl Peter ikke hørte til de mest arbejdsomme. Da han gik til lægen med en mindre forkølelse, mandede han sig op: Har fejler a, dowter. Sejed bar lig ud. A ka godt tol’ed.
Doktoren:Du er fed, fordrukken og doven.
Karl Peter: A tent’ed nok. Har hier de po latin, hvis no Elna sku spør?
154. Hæderlighed.
Mens de stod og småsnakkede, spurgte Jonas sin ven Anthon: Sejer do åltier te Anna, når do hår gjow nåed forkirt?
Anthon: Nej, de æ åltir hin, der fortæller mæ’ed.
155. Hwem war’ed?
Præstefruen i Knebel tog ofte smejens Morten med en tur på kirkegården. En dag læste hun en gravstens inskription højt: Endelig fik hun fred!
Morten kiggede forbavset op og spurgte: Æ’ed hin eller æ’ed ham, der æ dø?
156. Familieforøgelse.
Christen, der lige var blevet storebror, legede med Bitte-Mie.
Christen: Ska wi it lieg, at wi ska’ ha’ en bette?
Marie: Jow, men a wed it huen wi gø?
Christen: Wi gor in i badeværelset. Så bøster a ten – å du kaster op!
157. Hastværk.
En søndag var præsten kommet lidt sent op og måtte derfor tilbagelægge turen til kirken i et tempo, der ikke var passende for en mand i kjole. Lige ud for smeden faldt han, så lang han var. Smeden, der ikke just var pastorens bedste ven, benyttede lejligheden til en lille vittig bemærkning: Når de no ska’ go så stærkt, war’ed så it bejer, hwis pastoren investired i jen o de her bitte lorkort?
158. Nattog?
Den unge ingeniør gjorde sig stor umage med at forklare Otto, at lokalbanen kom til at gå lige gennem hans hønsehus.
Otto kneb øjnene sammen og hvislede: Nå, gør’en de. Ja, så ka a godt sej dæ, der it blywer nown nattog her, for wi lukker for hønsen klokken syw!
159. Fumleren.
Johannes var blevet gammel og fummelfingret. Da Maren rakte ham mellemmaden med tunsalaten, tabte han den på gulvet med salaten nedad.
Maren: Do æ da osse en gammel gris!
Johannes: Do ku wal osse ha smur’en po den ån si!
160. § 77
På vej hjem fra Brugsen blev Jens Severin vinket ind til siden af færdselsbetjenten. Det viste det sig, at bilens bremser ikke fungerede.
Betjenten: Det kommer til at koste 500 kr!
Jens Severin: Ja, så for do low å lav’en. Mekaniker’n wæl ha 2000 kr.
161. Juleønsket.
Mor var ved at lægge Bitte Kresten i seng. Kresten sad i sengen og bad sit Fadervor – meget højt: – – – – å så ber a dæ om å pas godt på far å mor – – – – å så ønsker å mæ en trajhjulet cykel, å en hundehvalp i julegaw!
Mor: Harfor råwer do så høwt? Vorherre æ da it døw.
Kresten: Nej, men de æ Far!
162. Sik’en nieswis!
Ingen havde havde nogensinde beskyldt Peters Kristine for ikke at kunne holde skindet stramt. Man lagde mærke til Kristines 250 pund, når hun viste sig – også den dag, hun og Peter efter ferieturen forsøgte at æntre lokaltoget på Randers Hovedbanegård. Trods stor iver og god hjælp fra Peter, der skubbede bagpå, lykkedes det ikke Kristine at komme fra perronen.
Avissælgeren gik langs toget og råbte. Først navnene på de aviser og blade, han solgte, derefter dagens største sensation: Stort rovmord! Stort rovmord!
Kristine, der med stort besvær var kommet op på første trin, vendte sig mod Peter og spurgte: Har sejer han Får?
Peter: Han sejer, do haar en stur røw, Mor!
Kristine indigneret: Ja, hwa rager de da ham, den nieswis!
163. En skrighals.
Da lærerinden havde fortalt historien om Moses i sivkurven, spurgte hun første klasse: Hvorfor lagde de så Moses i sivkurven?
Alle rakte fingeren i vejret – også Jens, der ellers havde været meget optaget af en flot sommerfugl i vinduet.
Lærerinden: Ja, Jens.
Jens: A trower, han var en skrighals lisom min bette brower. Ham ka’ vi heller it vær tjent mæ å ha in i stowen.
164. Fremmedsprog.
Lærerinden have fortalte historien om Babelstårnet og ville nu være helt sikker på om børnene kendte udtrykket, fremmede tungemål. Bitte Sven markerede.
Lærerinden udbrød undrende: Ved du det Sven?
Sven: Ja, de æ som den gångwos Karen tjent på Fyn ed hal or. Da hun kom hjem, snakked hon så fynsk, at hwerken Far eller Mor ku forsto hin.
165. Tungnem.
Valborg var på vej hjem fra høstballet sammen med Holger. End ikke hans mor ville betegne ham som noget lyst hoved.
Da de kom forbi stakladen, nærmest kurrede Valborg: Å, Holger. A æ så opstemt. Do må ta’ lig’ har do wæl ha.
Holger: Tak ska do ha! Så trower a, a tår cyklelen!
166. Aftenbøn.
Smedens Morten og hans mor kom ofte imel (blev uvenner) ved sengetid, fordi Morten havde svært ved at forstå, at syvårige drenge absolut skal i seng kl. 8.00. En aften, inden hun lukkede døren til børneværelset, sukkede hun: No tøgs a, do sku blyw i sengen å be’ Vorherre om å blyw en gue dreng – – – å der var såmen nok osse ed par ajer ting, do sku be ham om!
Kort tid efter stod Morten i døren til børneværelset og spurgte: A sku’ spør fra Vorherre, om do sku ha nå’d mæ?
167. Tandpine.
Karl sad med store, blanke øjne i lægens konsultationsværelse og ventede på at få en dårlig kindtand trukket ud. Doktor Fuglsang, der bemærkede hans nervøsitet, ville gerne trøste:
Sådan en stor dreng fra Havndal græder ikke. Vel?
Karl snøftende: Nej, men a æ no it hielt fra Havndal. A æ fra Ubøwer! (Udbyover)
168. De’ glipped’.
Karl Børge hørte ikke af de mest arbejdsivrige, så alle måbede, da det forlød, at han var kommet i arbejde. Da Jens mødte ham i Brugsen, spurgte han nysgerrigt: Huen gor’ed mæ dit nøj arbed?
Det lykkedes Karl Børge at se sørgmodig ud, da han svarede: De glipped’. A sendt godt nok ansøgning ind, men de søgt ætter beje (begge) køn. Å de ka a jo slet it løv op te.
169. Egne lommer.
Gammel-Jens var ikke nogen fan af sagfører Johansen, hvis honorarer var så store, at Jens påstod, han kunne: Løs reningen uden braller – briller.
En vinterdag, Jens stod og snakkede med Marinus i “Brugsen”, så han Johansen småfrysende haste forbi med hænderne dybt begravet i frakkelommerne.
Jens: Så sku’en opløw de næ!
Marinus: Har-for-nåed?
Jens: – at den idiot for jen gångs skyld ka’ hol fængern (fingrene) i sin ien lommer.
170. En gos?
Naboerne, Nicolaj og Niels Christian, var kommet så møj imel (uenige), at det endte med en retssag. Alle anså Niels Christian for at være den forurettede, så stor var forbavselsen, da han blev idømt en bøde på 2000 kr.
Anthon gav udtryk for sin forbavselse, da han næste dag mødte Nicolaj i Brugsen.
Nicolaj: Nå . . . ., a sen (sendte) bare en gos te dommeren.
Anthon bestyrtet: En gos te dommeren? Æ’u da towli mand.
Nicolai: Nej. . , a skrøw mæ venlig hilsen fra Niels Christian nejen under.
171. Frisk luft.
Anna måtte på grund af et lille fejltrin – kaldet Svend Ejner efter sine bedstefædre – forlade Store Nørgaard med de fire skorstene og flytte ind i Skovbo som husmandskone. En gang om året mindedes hun fordums storhed, når hun holdt kaffegilde for byens gårdmandskoner.
Et år, mens de velpolstrede damer sad og drak kaffe i dagligstuen døjnede med varmen og korsetstiverne, bredte der sig pludselig en kraftig “duft” i stuen. Anna råbte bestyrtet: Svend Ejnar. Luk lig hunden ud. Den løjter.
Svend Ejnar: Ha! Den æ it engång in.
172. Venedig.
O-Hans(Hans ved åen) havde inviteret Magda på ferietur til Venedig. En stille aften, mens de til gondolierens sang gled frem gennem kanalerne, fik Hans mindelser om forårets smeltevand og den vandfyldte kælder.
Hans: Ja, optimist æ han! Hiele bøjen stor under vand – å han synger.
173. Billig benzin.
Det irriterede købmanden, at han hver dag måtte løbe ud og fylde for 20 kr. benzin på Ejnars bil – for som Ejnar sagde: De ku’ jo skie, at benzinen falt i muen.
En dag Ejnar holdt ind, sagde købmanden henkastet: Ja, så æ’d sist daw, do ka’ fo benzin te’ gammel pris.
Ejnar greb chancen: Å, ta lig å fyl’en hielt op.
Da han lidt senere stod ved disken for at betale, spurgte Ejnar: Hu møj stiger benzinen så?
Købmanden: Stiger? Den faller 25 øre!
174. Børnebillet.
Stine og Bitte-Søren skulle med rutebilen til Randers.
Stine: A ska’ ha en børne- og en wowsenbillet (voksenbillet).
Rute-Karl, der var kendt for sin påholdenhed, kiggede skeptisk på Bitte-Søren: Han hår da long bowser på?
Stine: Ja, hvis de æ bowsern, de kommer an po, så æ’ed mæ, der ska ha bønbiletten!
175. Pæretræet.
Præsten og smeden var ikke de bedste venner. En søndag præsten gik til kirke, så han smeden i færd med at plante et frugttræ.
Præsten: Der kommer ingen æbler på det træ, der er plantet en søndag!
Smeden: Det ska’ nok pas, for de’ æ’ed pæretræ.
176. Har snakker wi om?
Peter, der var 12 år, gik hver aften til hånde i stalden hos Chren. Han glædede sig voldsomt til børnefesten i Havndal, der hvert år blev afholdt den 1. søndag i juli. En aften under malkningen råbte han til Chren: Æ den føst it den fjer i den her måned?
Chren lettere irriteret: Nej, sgu da. Den føst æ åltier den føst.
Peter: Jamen børn’festen?
Chren: Nå jo, de æ den fjer juli.
177. De war manne peng!
Jens gjorde altid et stort nummer ud af at fortælle, hvor mange penge han havde. Det irriterede især hans nabo, Anders. En aften, de sad på kroen sammen med vennerne, begyndte Jens at prale: Hvis a fæk de peng, a hår po mi bankbog, vekslet te 100 kr. sedler, så ku a dæk hile golled i den stur sal!
Anders: Ja, de ku’ a såmæn også, hvis a fæk lov te’ å stæl ( sætte) dem på høvkant.
178. Efterårsmanøvren.
Hermann deltog i hjemmeværnets efterårsmanøvre. I skumringen lå han velcamoufleret med sværte i ansigt og græs på hjælmen i flyverskjul ved den gamle jernbanebro. Bedst som han lå og småblundede i grøften, standsede en rød sportsvogn ved broen. Føreren, en lille, fiks dame smuttede ud, slog nederdelen op og satte sig på hug.
Hermann vågnede med et sæt og udbrød bestyrtet: How, how, bette Dame. Do må sgu’t pes på mi blomster
179. Gourmet-middagen
Da Christen Krowmand gik på pension, overtog hans søn, Karl Hermann, der i flere år havde lært ”kokkeri” i udlandet og København, kroen. Folk mente, at: De hiele war fåle fint, men porsionern’ møj bette.
Den fredag Alfred og Marie havde kobberbryllup, mødte de op for at prøve kroens gourmet-middag. Alfred blev chokeret, da han så regningen: No må’u sgu’ li’ ta’ dæ lit sammel Karl Hermann. De jennest, der war stur her i jawten, de’ var reningen. Man sku jo nejsten wær øwnlæg (øjnlæge) for å ku si stiegen (stegen), å kirurg for å ku’ skir’en ud.
180. Vi har problemer!
Stoffer, der godt kunne lide en øl i ny og næ, havde fået arbejde på postkontoret. En dag alle ansatte var samlet til frokost, bad postmesteren ham møde til en personlig samtale på kontoret.
Stoffer: Nej, sej do’ed bar her. De må got hør’ed ål sammel.
Postmesteren tøvende: Vi har et alkoholproblem her på kontoret.
Stoffer overrasket: Jamen for F. . . mand. De’ må do da få gjow nåed we. Wi ka’ da it ha en leder, der drikker.
181. Afbud.
Det regnede og stormede, den aften Andrea og Thorvald skulle til sølvbryllup hos naboen. Ved aftenmalkningen udbrød Andrea: Hvis wejerd (vejret) æ sån i awten, blywer wi så it hjem?
Thorwald: Jow!
Kort efter forsvandt han ud ad døren. Da han en halv time senere kom igen, spurgte Andrea nysgerrigt: Hur hår’u wot hen?
Thorvald: A tøt lig, a wil go over å sej, wi it kommer.
182. Jubilæum.
Man sagde, at Anthon var ved at gå i barndom. Da han fyldte 100 år myldrede det ind med gratulanter – selv borgmesteren, som Anthon ikke satte sur møj pris po mødte op.
Straks han stod i døren råbte Anthon: Har wæl do?
Borgmesteren stivnede, men svarede venligt: Jeg vil da også sige tillykke med de 100 år. Anthon:A æ it 100! A æ kun 98. Di tow or a war soldat i Køwenhavn tæller it mæ!
183. Uden tøw?
Karl Børge, sognets mest flegmatiske mand, hvem ingen nogen sinde havde set tabe fatningen, var på vej ud mod skoven. Der levede Vita og Svend lykkeligt sammen med deres 14 børn.
Vita havde lige benyttet en stille stund, hvor Svend var i marken og børnene i skole, til at tage et karbad. Nu sad nøgen på en stol i køkkenet og orned’ fædder – ordnede fødder.
Karl Børge bankede på og trådte efter sognets skik straks ind i køkkenet.
Karl Børge: Nå, æ I bløwen nudister her’u – her ude? Jamen a ska’ såmænd osse bar ha ed par oplysninger te folketællingsbogen. Hur manne bøn æed no I hår?
En lettere befippet Vita: Fjowten.
Karl Børge så overrasket op fra bogen, vendte skråen og bemærkede: Fjowten??? Jamen, så ka a da got forsto, de ka kniv mæ å fin ti te å ta tøw po.
184. Så, så Jens.
En kold regnvejrsdag mødtes Peter og Jens på kirkegården for at bære deres gamle ven Thomas til graven. Graver-Hans havde uheldigvis lagt brædderne, så de skrånede lidt. Jens gled og sad pludselig på brædderne med benene nede i graven.
Peter vendte skråen og knirkede: Så, så Jens. Ka’u no behersk dæ. Thomas hår føstret.
185. Ka vi hail (handle)?
Niels-Gris var en af egnens dygtigste grisehandlere. Han var kendt for at få meget og give lidt for sine smågrise. En dag han stod på markedet og handlede med Skov-Marius blev han dog bet.
Skov-Marius spurgte forsigtigt: Hwo møj koster grisen?
Niels-Gris: De kommer lidt an på størrelsen. A tår 30 kr. fra den stur æn (ende), å 25 kr. fra den bette æn. Hwor manne ska do ha?
Skow-Marius lidt nølende: A trower, a tår dem ål sammel . . . . fra den bitte æn.
186. Di kuens æn?
Christen-Barber havde det med at gøre sig morsom på kundernes bekostning. En dag Skalle-Thomas sad i stolen, kom han dog til kort. Christen klappede Thomas på den lysende isse og sagde henført: Åh, de æ lisom mi kuens bår æn.
Thomas vendte skråen, gned sig over issen og svarede: Ja, de ka’u (kan du) såmænd ha’ ret i!
187. Hin kenner a.
Peter og Niels var efter en fugtig aften på kroen på vej ud til bilen.
Peter: No sku’ vi jo lig ha’ haj jet (haft et) o de her alkoholmeter.
Niels måbende: Har æ de for nå’ed?
Peter: De æ sån’en jet, der ka’ fortæl wos, om vi æ for ful te’ å kyr bil.
Niels: Nå så’n. Hin har a wot gywt mæ i 20 or.
188. Ærlighed varer længst.
Smejens Morten viste sin far en 5-krone, han havde fundet oppe ved kirken.
Smeden tvivlende: Æ do no også hiel sikker po, at den æ taft (tabt)?
Morten: Ja, hiel sikker. A so sjel, praisten gik å let etter’n!
189. Glemsomhed.
Det var Morten, der åbnede døren, da præstefruen kom for at hente den bog, hun havde lånt af hans mor.
Præstefruen: Jeg kommer for at hente den bog, din mor har lånt.
Morten: Jamen, den hår hun glemt å leg frem!
Præstekonen: Jamen, hvordan ved du det, Morten?
Morten: Det så hun, inden hun gik!
190. Formiddagsbajeren.
Mortens Farfar, den gamle smed, var død. Begravelsen var overstået. Familien stod samlet om den åbne grav, da Morten fiskede en 10 krone op af lommen og kastede den ned på kisten.
Smedekonen: Harfor gø do de, Morten?
Morten: Bedstefar ska da ha peng te si formæddesbajer!
Smedekonen: Jamen, de drikker da it øl i Himlen, bitte Morten!
Morten: Ja, så sir vi snår ham ijen!
191. Utroskab.
Vera: Harfor trower do, Peter æ dæ utrow?
Petra: Jow, for a så, han var i biografen med Lis.
Vera: Fult do ætter dem?
Petra: Nej, for a haj jo sit filmen.
192. Tissepausen.
Peter og Niels, der havde drukket et par fredagsbajere eller ti på kroen, var på vej hjem i bilen.
Pludselig råbte Niels: Hold, hold, Peter – hold! A ska’ tis!
Peter forbavset: Har mener do? De æ jo dæ der kyr!
193. Hun to’ed pænt.
Det blev sent, da Jens og Kristian gik hjem fra Kroen. Da de mandag morgen mødtes på arbejdet frittede Kristian: Nå, har så’ Ingrid så, da do kom hjem?
Jens: Ingenting!
Kristian tvivlende: Så hun ingenting?
Jens: Nej, – – – å de hår hun it gjow sin.
194. Harfor æ hun gal?
Mens præstefruen med smedens Morten ved hånden gik tur på kirkegården, læste hun gravskrifterne for ham som de kom frem. Da de stod ved Cren-Hjulmagers grav læste hun: Jeg kommer efter dig!
Morten undrende: Har for (hvorfor er) hun gal po ham?
195. Po den å’n si’?
Niels, der var ivrig lystfisker, afskyede alle “udlændinge” herunder københavnere.
En morgen han sad ved åen, råbte en forpustet københavnsk løber fra den modsatte bred: Hvordan kommer jeg over på den anden side af åen?
Niels: Jamen, bitte mand. Do æ da på den åen si o oen.
196. Hvor er jeg?
Peter sad på trappestenen og babbede på sin pibe, da en stor københavnerbil standsede. Føreren rullede vinduet ned og spurgte: Hvor er jeg?
Peter svarede forbavset: Hur do æ? Do sidder i di bil.
197. De æ min bowser!
Christen syntes, at hans kone, Viola, undertiden førte sig lidt rigeligt frem. En aften hun havde sat ham på plads ved sognefogedens kaffegilde, blev han vred og forsvarede sig.
Christen: Ja, do ka sej, hwa do wæl, Viola, men de æ mæ, der hår bowsern po!
Viola: Ja, ja, men hwem sør for, do for’dm (får dem) po.
198. Klar besked.
Jens og Agnethe sad ved morgenkaffen og læste i avisen.
Agnethe: Her æ 100 ro (råd), hvis vi føller dem, ka’ man blyw 100 or.
Jens: Må a si?
Agnethe: Nej!
199. Vejviser.
Chren skar en grimasse, da den 7. køwenhavner standsede bilen foran hans bænk og spurgte: Hvor langt er der til Randers?
Chren: Hur (hvor) fra?
200. Dyr bøde.
Jens havde igen været for åbenmundet og fornærmet brugsuddeleren så groft, at sagen var endt i retten. Det kostede ham 3.000 kr.
Dommeren til Jens: Har De noget at sige til bøden?
Jens: Nej, sku’t te den pris!
