1. Drillepinden.
Laurids var utilfreds med Barber-Kaj, fordi han altid drillede. Han ville derfor kun klippes af svenden, Peter.
En dag han mødte op for at blive klippet, var Peter fraværende.
Laurids: Er Peter her it?
Kaj: Nej, men do kà jo vent.
Laurids satte og læste i avisen. Efter en times tid spurgte han: Wår`d læng enno?
Kaj: Ne-e-e-e-j, no wåréd it så læng, som det hår gjow.
Laurids utålmodig: Jamen har laver han?
Kaj: Han æ po ferie!
2. Damernes ven.
Thorvald var damernes ven. Det sås i hver eneste skoleklasse, hvor der gerne var mindst en unge, der lignede ham. En dag stod han hos købmanden og så på konfirmationsgavelisten.
Drillepinden, Niels, så ham og spurgte: Har du nower, der ska konfirmires i or, Thorvald?
Thorvald: De er de, a æ lì ve å si etter.
3. Fynboen.
Bette-Thomas var en lidt kluntet fynbo, der tjente hos Christen og Marie.
En dag så Marie fra vinduet, Thomas vippe lige på hovedet ned i brønden. Hun råbte på Christen, der lettede fra sofaen og efterhånden nåede frem til brønden.
Christen: Ka’u ( kan du ) no bunden, Thomas?
Thomas: Ja, det kan jæ’ godt, men så kan jæ’ ikke have hovedet oven for vandet!
4. Præmiekokken.
Jønne var slem til at prale, hvilket især irriterede den nye lærer i skolen.
En dag viste læreren et flot billede af sin nye, italienske præmiehane.
Jønne: Sån’ jen hår vi osse hjem.
Læreren irriteret: Vrøvl! I har jo ingen høns.
Jønne: Jow, wi haar!
Læreren: Hvor har i dem?
Jønne: I fryseren!
5. Overvægt.
Niels der var radmager, måtte på vejen hjem i bussen knibe sig ned mellem et par meget velpolstrede landbokoner.
Niels fnysende: Man sku’ no betål etter vægt.
Kirstine Bager hvislende: Nå, tøgs do de Niels? Så æ a bong for, de it ku betål sæ for ham å hol for å ta dæ op.
6. Et lille glas.
Thomas kunne godt lide et lille glas. En dag, han havde tømt et par stykker, blev han sendt i Brugsen af Else. På gaden mødte han sin ven, Christen, der bestyrtet udbrød: Jamen, huen æ’d da, do sir ud. No ska A følle dæ hjem.
Thomas: Nej! Sgu, da! A kommer jo lig hjem fra.
7. Tubberwar.
Marie var på alle måder en sund kone. Når hun var til selskab, blev hun irriteret over at høre om de andre koners sygdomme. Derfor sad hun oftest i døren og kiggede ind til mændene, der spillede kort i den anden stue.
Mariane prøvede at komme i kontakt med hende ved at spørge: Hår do tubbervar?
Marie: Nej! A hår aldrig fejlet nåed!
8. Vandret – lodret.
Denen var ved at forklarede begreberne vandret og lodret for klassen. I det samme fløj en krage forbi vinduet. For at se, om eleverne nu også havde forstået, hvad han sagde, spurg-te han Bitte-Svend: Hvis nu den krage taber en klat. Falder den så lodret eller vandret?
Svend tænkte sig grundigt om, bøjede sig og kikkede ud ad vinduet, inden han svarede: Hwo møj blæser det?
9. Temperament.
Efter en længere diskussion med Katrine, smækkede Jens med døren og gik ud til grisene. I det samme kom Peter og spurgte efter ham.
Kathrine endnu varm i kammen, råbte vredt: Han er u’ve grisen’! Do ka’ sajt (nemt) kjen ham! Det er ham, der hår kasket po!
10. Jagten.
Chresten og Hans havde været på jagt hele dagen – uden at skyde noget. For at hjælpe på Christens efterhånden noget dårlige humør sagde Hans: Å ski, Chresten! Det er jo åltier sovsen, der æ den bejst!
11. Skat.
Jens havde hvert år vrøvl med ligningskommissionen, der – med god grund – nægtede at godtage det beløb, han opgav. Tilsidst blev Jens så rasende, at han nægtede at indgive selvangivelse.
Kommissionen forhøjede det første år selvangivelsen med 1000 kr. Det næste år 2000 kr. og det tredje år 3000 kr.
Det år mødte skattekommissionens formand Jens i brugsen.
Formanden: Har’æ de for nåd med dæ, Jens. Do reagirer jo slet it på forhøwelsen?
Jens: N-e-e-e-j! Men a wæl sejet po den måd. I kommer tættere og tættere po.
12. Stumpen.
Simon var en kvik og dygtig dreng, men da han kom i lære som komis, måtte købmanden have fat i ham, for han pillede altid næse.
Købmanden: Det ender mæ, at do brækker fengeren!
Simon: De hår a gjow! No gor a etter stumpen.
13. Nyt kørekort.
Efter 63 køretimer havde Petra endelig fået sit kørekort. På sin første tur til Byen lykke-des det hende at vælte en blomsterkumme, køre over for rødt og ramme ind i lygten lige foran betjenten.
Betjenten: Sig mig en gang? Kender De ikke færdselsloven.
Petra: Jow ! Har vil do vede?
14. Spejder.
Smedens Morten var en meget livlig og opfindsom dreng. Alle åndede lettede op, da han blev spejder – det kunne i alle tilfælde kun blive bedre.
Nogen tid senere stod præsten i vinduet og så, hvordan Morten og to andre spejdere gjorde dagens gode gerning ved at bringe Gammel-Stine frelst over vejen. Da han senere mødte Morten på gaden, sagde han: Det var vel nok pænt af jer, at hjælpe Gammel-Stine over gaden, men var det nødvendigt at være tre?
Morten: Ja, for hun vil jo it ower!
15. Enebarn.
Jens var et uforknyt enebarn, der boede sammen med sin mor. En dag spillede han og kammeraterne fodbold på vejen. Jens ramte bolden så uheldigt, at den røg ind gennem smedens vindue. Smeden for ud på trappen og råbte: Hvor gammel æ do?
Jens, mens han roligt spillede videre: 7 or!
Smeden rasende: Har hier di får?
Jens: Det ved a it!
Smeden : Nej, no hår a aldrig! Syv or, å så ved do it, har din får hier?
Jens: Ja, hwa så? Mi mower æ 29. Hun ve`d heller it!
16. Træben.
Jens havde besøg af landbrugskonsulenten. Efter middagen sad de i stuen. Jens med ryggen til køkkenet, hvor Maren humpede rundt og vaskede op.
Konsulenten undrede sig, da karlen dukkede op i køkkenet og pillede op under Marens kjole – men de kom jo it ham ve!
Da karlen anden gang kom ind og pillede under kjolen, spurgte han alligevel Jens: Ham den nøj kålen, huen æ han?
Jens: Ham æ vi møj glå ve.
Konsulenten: Jamen, ka´ han val la di kuen vær.
Jens: Nå de! Hun hår træbien, å der hænger vi nøglen te traktoren.
17. Pigeglad.
Hakon var til øl og damer. Især smedens Anine havde hans bevågenhed. En aften, da han var på vej hjem fra kroen, slog han lige ed slaw ind til smeden. Smeden og Anine var gået i seng, så Hakon satte sig på sengekanten og snakkede. Da han skulle til at gå, smuttede hans hånd tilfældigt ind under dynen, hvor han fik fat i smedens store næve.
Smeden brummede ildevarslende: VIL DO NÅED, HAKON?
Hakon: Nej! A vi’l såmænd bare sige farvel.
18. Storhed står for fald.
Kathrine var ikke uden grund meget stolt af sin datter, Else. Hun kunne både synge og male. En gang kom hun til at prale overfor Stur-Ajs.
Kathrine kvidrende: A ved saamend it ,om vi ska là hin læ`r at mal eller syng.
Ajs: Do ska’ la’ hin maal!
Kathrine: Nå, hår do sit nown o hinner maalerier?
Ajs: NEJ . . . , men a haar høt hin søng!
19. Himmelen.
Sofus var ved et uheld kommet til bønnemøde i missionshuset. Pludselig råbte missionær-en: Å så wæl a wæl be’alle jer, der vil i himmelen res sig.
Folk måbede, da Sofus, der sad på første række, blev siddende.
Missionæren forbavset: Wæl do it i himlen, Sofus?
Sofus: Jow, jow, når a dør, men a trowed, at do var vé å sammel et hold no.
20. Skilsmisse
Søren og Katrine var ved at blive skilt. Ved det sidste retsmøde bøjede dommeren sig frem mod Søren og sagde: Retten har besluttet at tildele deres kone 2000 kr. om måneden i underholdningsbidrag.
Søren: Det æ a møj glå for aa hør, så wæl a osse gi hin en bitte skilling.
21. Feminin.
Smedens Jensine havde forelsket sig i Bette-Thomas. Det irriterede hendes mor, Katrine, hvem ingen nogen sinde ville kalde “bette”.
Da Jensine præsenterede Bette-Thomas for forældrene, udbrød moderen: De war da en slem bette, feminin kål.
Da de efter besøget kom tilbage på Thomas’s værelse, græd Jensine: A æ saa ki o (ked af),at mor saae saan te dæ.
Thomas: Åååå ski da mæ de’. Hvem wæl it si feminin u ve sin o hin.
22. Måger
Magnus og Anders stod ved havnen og så på bådene. En måge tabte en klat på Magnus skulder.
Anders: Åh! Sikke nåd swineri. A tår lig et støk papir.
Magnus: Det ka` sgu da it betål sig. Den æ jo fløwen.
23. Injurier.
Morten mødte sagfører Nielsen på kroen. De var ikke de bedste venner, så Morten kom til at bruge så stærke udtryk, at han kort tid efter måtte give møde på dommerkontoret i en injuriesag.
Dommeren: Har De kaldt sagfører Nielsen for en kæmpeidiot og et dumt svin?
Jørgen bøjede sig frem og kiggede på Nielsen. A ka såmæn it howet, men no a sir etter, ska det såmænd nok pas!
24. Et godt ægteskab.
Hans og Stines ægteskab var ikke lutter idyl. Hans råbte højt, og Stine var som regel sarkastisk. En aften blev Hans så vred, at han stampede i gulvet og råbte: A goer fra forstanden!
Stine: Ja! Nowen længer tur ka’d jo it blyw tale om!
25. Magtbalance.
Petra og Hermann diskuterede voldsomt, da det pludselig bankede på døren. Det var præsten, der var på det årlige besøg hos sine sognebørn. For at lette lidt på situationen, sagde præsten med et smil: Nå, hvem er det så, der bestemmer?
Stine stadig rød i kammen: Ja, de æ de, vi æ ve å snak om.
26. Høflighed.
Sigfred var af den gamle skole. På en tur med den overfyldte bus til Randers rejste han sig høfligt for en ung dame, der stod op.
Damen: Nej tak! A bryr (bryder) mig it om å sidde po en varm sed`!
Sigfred, idet han satte sig: Ja, da ská do it trow, a gor mæ is i bowsern for din skyld.
27. Løgn
Smedens rødhårede Morten sad på købmandens trappesten sammen med to kammerater og en hundehvalp, da præsten kom forbi.
Præsten: Nå, I leger nok med den lille hvalp.
Morten: Nej! Den, der kan fortæl den støst løwn, for’n.
Præsten forarget: Nej, ved I nu hvad! Jeg har aldrig løjet – ikke engang, da jeg var en lille dreng.
Morten: Stik ham hwalpen.
28. Tilbud.
Smedens 18-årige Jens, der var lidt lun på den nye, københavnske bagerjomfru, tilbød sin mor at hente de fire søndagsrundstykker.
Jens: A wæl gæn ha fire rundstykker.
Bagerjomfruen smilede og spurgte: Vil du ikke hellere have seks for 18 kroner?
Jens rødmede: Jow, tak! Men så ska’ a it ha rundstykkern’.
29. Vin.
Mette kom efter ferien hjem til Elna og Johannes med en flaske italiensk vin.
En uge senere kom hun igen og spurgte, hvordan vinen smagte.
Johannes: Jow, tak , men huen (hvordan) hår de fåt kattet té å sid po flasken
30. Småhandel.
Skov-Christens tvillinger havde en dygtig mor, der satte en ære i at lave alting selv. Så Jens` og Peters kendskab til de lokale forretninger var meget beskedent. Det opdagede børnehavelærerinden, da de begyndte i skolen. Hun forsøgte at råde bod på det ved at lege bager. Peter skulle være kunde og Jens skulle stå bag disken, og være bager. Jens: Har ska´ do ha´?
Peter betænkte sig længe og bad så om ½ kilo flæskefars.
Jens: Do æ da en torsk mand. A æ jo bager. – – – Å desuden hår do jo ingen flask mæ!
31. Frodighed.
Peter og Katrines ældste, Viggo, havde taget studentereksamen og var nu med klassen på ferietur i Grækenland. Katrine læste postkortet op for Peter: Han skrywer, at han sidder og kikker ud over Kretas frodige skønhed.
Peter: A håver, at det er en sød piig, han har funen.
32. Manøvre.
Under efterårsmanøvren blev Jens og 66 sat til at passe på Store-strømsbroen.
En københavner blev holdt an af 66: Holt! Browen er sprængt!
Københavneren måbende: Er broen sprængt? Det kan ikke passe.
Han kørte vide. En halv km længere nede ad vejen ser han Jens, der ligger i grøften.
Københavneren: Er der rigtigt, at broen er sprængt?
Jens: Aner’ed it. A hår wot dø i tow daw.
33. Fuglekender
Andreas var ikke den klogeste i klassen. Lærer Andersen havde stillet skolens udstoppede musvit og blåmejse på katederet og fortalt alt, hvad han vidste om mejserne. Nu var det elevernes tur.
Andersen: Og hvor er så blåmejsen?
Da Andreas i det samme gabede, blev det ham der skulle svare. Han så længe på fuglene og skelede til sidemanden efter hjælp, inden han selv tog ansvaret og svarede: Det er den ve´ sien o musvitten.
34. Storvask.
Johanne og Katrine, der var naboer havde aldrig været de bedste venner. En dag Johanne hængte vasketøj op, stod Katrine på den anden side af hækken og kiggede.
Har glower do po. Hår do aldrig sit jen hæng vasketøw op, skræppede Johanne.
Katrine: Jow. . , men da føst når de æ vaske´d,
35. Ren fædder.
Den nye præst drog rundt for at hilse på sognets pensionister. Da han ringede på hos Sinne, åbnede hun glad og overrasket døren: Jamen wæl pastoren da it ind?
Pastoren: Nej, tak! Sinne, jeg har snavsede fødder.
Sinne: Å, ski da mæ de. Do beholder da bare skow å hurser po.
36. Rivaler.
Karl Peter og Niels Christen var rivaler i næsten alting, så det irri-terede Karl Peter, da Niels Christian blev udtaget som førsteelsker i årets dilettantkomedie, især ærgrede det ham, da Niels Christian begyndte at prale: A ska´ lær´ 15000 ord udenad.
Karl Peter: Saan en pralrøv. Do kinner jo de flest o dem i forvejen.
37. Dårlig hukommelse.
I bussen mødte Peter sin gamle ven Thomas-Gnawpot, som han ikke havde set længe.
Thomas-Gnavpot: Æ’d da it osse grow, som de ung æ? De hår ingen moral. De gor i seng mæ hinån, læng før de blywer gywt! A var it i seng mæ mi kuen, før A var gyvt. Var do?
Peter: Det ka a sgu’ da it hov! Har hied hun som ung..
38. Alene hjemme.
Da præsten kom på besøg hos smeden, var det den seksårige Morten, der lukkede op. I den ene hånd havde han en af sin fars store cigarer – tændt og i den anden et fyldt snapseglas. Da den forbav-sede præst havde fattet sig, spurgte han: Er din mor hjemme?
Morten: Ja, hwa trower do, svarede Morten.
39. Jomfruen.
Man anså Mette for at være den sidste rigtige jomfru på Mols.
Da hun arvede lidt penge efter moderen, besluttede hun at tage på sin første udenlandsrejse – til Italien.
Hun var lidt bekymret for sin lille hunkat, så hun bad naboen, Johannes, om hjælp.
Mette: Do må it luk hende ud. A væl it ha det swineri.
Det lovede Johannes. Denfølgende uge modtog han og Elna et begejstret brev fra Italien om sol, sommer, lune aftener med hyggeligt samvær ved poolen. Næste uges brev var noget kortere. Der stod bare: Luk katten ud!
40. Blommetyven.
Den nye præst i var lidt irriteret over, at han aldrig selv fik lov til at smage sine blommer. Han havde smedens lille, rødhårede Morten mistænkt. En dag fangede han ham på vejen.
Præsten: Er det dig, der spiser mine blommer, Morten?
Morten: NEJ!
Præsten: Morten! GUD ser alt!
Morten: Ja, men han sladrer it.
41. Optimisten.
Jens havde altid været lige så optimistisk, som Anders var pessi-mistisk. Nu mødte de hinanden på plejehjemmet – i rullestol.
Vi blyver gammel Jens. Vi ka hverken si, høer eller go, konsta-terede Anders sørgmodig.
Jens: Nå . . . tøgs do (synes du). Ja a føler mæ no nejsten som en nyfød. A hår ingen hor, ingen tend (tænder), å a hår lig tist i bleen.
42. Gnieren.
Anton, der var meget påholdende, var kommet til bal på kroen.
Han bestilte en fadøl til 9.50 kr. hos Tjener-Hans på kroen. Da Hans kom med øllet, betalte Anton med en tier. Tjener-Hans takkede og ville gå, men Anton ville have de 50 øre tilbage. Da Hans kom tilbage med byttepengene, lå der 50 øre og et kondom på bakken.
Anton tog 50 øren, kiggede på kondomet og sagde: Den kender a it nåed te.
Tjener-Hans: Jow, den æ te dæ fra krovmanden. Den æ gratis, for Han sir it ret gen, at sån nown som dæ formirer sig. De æ skit for forretningen.
43. Bitte-Else.
Else sad og legede i sandkassen, da en bogsælger spurgte, om hendes mor var hjemme. Else svarede bekræftende og legede videre. Da manden havde ringet flere gange på døren, vendte han sig forbavset mod Else: Sagde du ikke, at din mor var hjemme?
Else: Jow!
Manden: Hvorfor lukker hun så ikke op?
Else: Vi bower it her.
44. Efteruddannelse.
Karl Anthon, Den evige Hvile, stod altid, mens de andre arbejdede og hvilede hænder og hage på skovlens skaft – og tænkte tanker.
Det irriterede den nye præst. Da han en dag på vej hjem fra Brugsen kom forbi den tænkende Karl Anthon, hvislede han forarget:
Ja, man skulle have været arbejdsmand!
Carl Anthon uden at flytte hagen: De æ sgu’ da di ien skyld. Do ka jo bare løs videre!
45. Prævention.
Marie, der var gift med Jens, var en lille, glad, trind kone, der ikke havde opfundet den dybe tallerken, men alle kunne lide hende – også Jens. hun havde lige født ham barn nr. 10.
Jens: No æ’d slut! Fra no o, legger a på goll’et i stowen.
Marie sukkede: Hvis do trower, de hjælper, så gør a også.
46. Det var mange.
Carl Anthonkom kun op til præsten, når han skulle anmelde en barnefødsel. Han havde været der 13 gange, og var nu mødt op for at anmelde nr. 14. Præsten så lettere indigneret op fra kirkebogen.
Jeg kan se det er nr. 14 Carl Anton. Det er mange.
Carl Anthon: Tøgs do? Mi’ brower hår da 18.
Præsten så bestyrtet på Carl Anton: ATTEN! Med den samme kone?
Carl Anthon: Nej! Nej! Vi hår da hver sin.
47. Uvenner.
Niels og Jens var naboer, men ikke de bedste venner. Da de mødtes i Brugsen spurgte Niels vranten: Æ de raidig, at do haar saa, at a æ saa dom som en dør?
Jens: Nej . . .! – – – – – -Men derfor ka’d jo godt vær raidi!
48. Pral.
Niels, Lars og Erik sad efter fodboldtræningen og snakkede over en øl. Niels pralede: A løver 8 kilometer hver muen!
Lars: Ku’ a bare sej de.
Erik: De ka do da bare sej. Do æ lisse fuld o løwn, som ham er.
49. Bukseløs.
Bitte Stinne og Morten i 4 klasse var oppe at skændes.
Stinne: I men (mænd) æ nown stakler. I ka it klår jer uden kwinder. Si no po dæ. Do ka it engång lyn di bowser.
Morten: Ja, Hwa så! Var’æd ingen kwinder, behøved vi jo it go i bowser.
50. Kendetegn.
Martin var kvartalsdranker. En gang, han var faldet i, gik Marie hen til den nye landbetjent og spurgte efter ham.
Betjenten: Har eftersøgte nogle specielle kendetegn?
Marie: NEJ! Men det for han!
