“Hauskoverne”
Blandt mine mange ”slægter” er Bendt Hauskovs slægt en af de morsomste at forske i. Den stammer fra gården Hauskov ved Gudum og kan følges helt tilbage til før år 1700.
Laurids Villesen Hauskov møder en martsdag i 1710 møder op med fripas fra Ryssensten Gods og får fæste på Hauskov.
I sin bog, Syn på ryttergods, kan K. Hertzum berette følgende:
“Fæstespecification: Lundenæs og Bøvling amter, Gudum sogn.
Havskov: Denne gård som kaptajn Diedrichsen havde i fæste, og nu formedelst sin udmarch til Holsten måtte kvittere, har sig indfundet en sufficant person med rigtig pas, Lars Villadsen fra Rysensten gods med vilkår, som han straks svarer udgifterne, og de brøstfældige huse reparerer, samt behørig og udkrævende besætning stedet med forsyner, at blive fæstefri. Stedets hartkorn efter reduceret 7000.
Svar: Forundes gården fæstefri.”
Laurids’ ældste søn, Ville, er født i Gudum 1712. Man må formode, at det er efter Laurids er blevet viet til Kirsten Jensdatter.
Erling Møller beretter i sin bog: Man er vel hardbo, t Kirsten er datter af Jens Pedersen og Bendte Olufsdatterr fra Roesgaard i Rom.
Beviset ses i Skodborg og Vandfuld Herreders justitsprotokol under den 6. oktober 1768, hvor Laurids’s søn, Bendt Hauskov, giver afkald for en arv.
For mig har det været interessant at konstatere, at drengenavnet Bent med eller uden d har været anvendt i hver anden generation siden Bendte Olufsdatter sad som gårdmandskone i Roesgaard på svenskekrigenes tid.
En slægtsforsker vil vide, at Laurids Villesen var præstesøn, men præstesønner var fritaget for soldatertjeneste.
Bent Bjerre Bach
“Dem fra Hauskov”
1. Bent Hauskov Nielsen – Manden i Hundskjær.
2. Niels Bendtsen – Købmandssønnen i Aa mølle.
3. Bendt Mathias Lauritsen Hauskov – Købmand og rådmand i Lemvig.
4. Laurids Villesen Hauskov – Første mand i Hauskov.
5. Jens Pedersen – Gårdfesteren fra Roesgaard i Ramme.
6. Jens Søfrensen Viingaard – Hvidgarveren i Lemvig.
Andre slægtshistorier.
1. Poul Nielsen Frøjk – Ingen kan vide sig sikker.
2. Bertel Jepsen Vestergaard – Gårdbrand i Fabjerg.
3. Peder Vium – Krigerigske aner.
4. David Pedersen/Maren Sparres – Ufred i familien.
Slægten Bach.
1. Veteranen
Anders fra Viderup Kjær
Vores oldefar, Anders Andersen, blev født 1836 i en fattig arbejderfamilie i Skivum i Himmerland. To år før den ulyksalige krig mellem Danmark og Slesvig-Holsten / Tyskland brød ud, blev han gift med Vilhelmine Vilhelmsdatter.
I januar 1864 måtte Anders efterlade sin gravide kone og lille søn for sammen med sine soldater-kammerater fra Aalborg at marchere til Randers. Herfra sejlede 11. kompagni i stærk storm mod Flensborg.
Under den berømte officer Max Müller deltog han bl. a. i det blodige, kaotiske slag ved Oversø, hvor 11. regiment sammen med et københavner-regiment skulle sikre hærens tilbagetog fra Dannevirke og i det store slag ved Vejle.
Det blev en dyb, traumatisk oplevelse. Ville man have Anders til at fortælle om sine oplevelser under krigen, sagde han gerne: Haj A wist, huen de’ var, haj A væn bøssen den ån vej!
Familien flyttede kort efter krigen til en lille forsømt hedeejendom, Rinsinghus, på Barmer mark.
Livet på heden var hårdt. Anders begyndte – som beskrevet af digteren Johan Skjoldborg – at opdyrke heden med sin hakke, sin skovl og sin spade, kun en sjælden gang fik han mulighed for at låne en stud som trækdyr.
Pengene var meget små, så for at få det til at gå rundt, måtte Anders i sin fritid arbejde som selvlært murer. Undertiden gik han 20 – 30 km for at nå arbejdsstedet.
En gang høstede han på en eftermiddag en hel ager for en bondemand for 25 øre – i en tid, hvor et par træsko kostede 1 kr.
I maj 1879 døde Vilhelmine, og Anders stod tilbage med 4 børn, hvoraf den ældste var 12 år. Selv om han fik hjælp fra naboerne var det vanskeligt.
Tøjet til børnene fik han Met’ Sønders fra St. Ajstrup til at sy. Hun, der var udlært skrædder, kunne andet end sy.
Hun blev Anders’ anden kone og vor oldemor. Den 23. januar 1880 stod brylluppet i St. Ajstrup kirke, og syv måneder senere blev vores bedstemor, Vilhelmine – blandt venner kaldt Mogens Mine – født.
Da Mette døde af kræft i 1899, sagde hun:
No håber A, at I føller etter mæ ålsammel, fra den bitte ende.
Som mor forstod hun den håbløse situation, Anders var i. Alene med 9 børn, hvoraf den yngste var næsten spæd.
De store piger, der var omkring 20 år, kom på skift hjem for at passe hjemmet.
I 1907 solgte Anders Rinsinghus til sin ældste datter, Vilhelmine, og svigersønnen Anthon
Bach. Han fik oprettet aftægtskontrakt.
Samlivet var ikke problemfrit for Vilhelmine og Anthon havde tilsluttet sig Indre Mission.
Anders havde altid taget sig en morgensnaps og spillet et slaw kort med vennerne – i al ærbarhed forstås. Som alt andet Anders havde foretaget sig her i livet. Men det var en torn i øjet på Mine. Kortspil var Satans værk. Det hjalp ikke, at Anthon mæglede:
De’ æ jo it korten, der æ nåed i vejen mæ!
Til sidst, da Mine i raseri kastede kortene i kakkelovnen, havde Anders fået nok. Han opsagde kontrakten og flyttede til Hasseris til datteren Marie og svigersønnen Carl Guldbæk.
Anders Mogensen, som han altid blev kaldt, døde en måned efter jul i 1921. Han blev begravet på Hasseris kirkegård langt fra den egn, hvor han havde virket og langt fra familiegravstedet på Sebber kirkegård.
Men hvorfor blev Anders kaldt Anders Mogensen.
Jo . . . ., det skyldes såmænd en horeunge, for i vores – som i alle andre ordentlige slægter findes de – horeungerne. Den mest berømte er:
1. Anders Mogensen – En horeunge.