Bendt Hauskov Nielsen er født i Hundskjær i Nørre Nissum i 1814 – det år Danmark som det første land i verden indførte undervisningspligt – og det til trods for, at Den danske Stat året før var gået fallit ved statsbankerotten 1813.
Bent blev døbt i Nørre Nissum Kirke den 27. september samme år.
Som den eneste søn var det ham, efter almindelig sædvane overtage Hundskær.
Niels Møllers døde den 21. juni 1844, og godt et år efter den 27. august 1845 fik Bendt Hauskov skøde på gården.
Ingen gård uden kone, så den 4. oktober samme år trolover Bendt sig med Ane Jensdatter, der er født i Resen 2. januar 1809 og døbt i Humlum Kirke den 22. februar. Hun er datter af husmand Jens Christensen Rounborg og Gjertrud Christensdatter fra Stokkendal i Humlum, der bor i Ravnberghus.
Ane var ikke nogen ”hvem-som-helst”, da hun i 1824 blev konfirmeret i Resen kirke var hun nr. 5 på kirkegulvet. Konfirmation var at regne for en eksamen – ikke dårligt af en husmandsdatter. Det var jo så som så med demokratiet den gang.
Ved folketællingen i 1840 var Ane skrædderpige i Nørre Lem, og i 1845 er
hun avanceret til skræder samme sted. Man må formode, at hun, som det var
almindeligt, drog rundt på gårdene og syede – også i Hundskjær.
Ane og Bent blev viet den 2. november 1845 i Nørre Nissum kirke.
Tre år senere i krigs- og koleraåret, 1848, fødte Ane deres første datter, Ellen. 1850 fødtes sønnen Niels og i 1853 Gejrtrud Marie, der var opkaldt efter sin mormor fra Stokkendal i Humlum.
Det var Gjertrud Marie, der i 1872 blev gift med sin fætter, den temperamentsfulde møllebygger, Søren Christian Jensen fra Jegindø.
Søren Christian lånte 1600 rd. af sin svigerfar og købte Fårumberg, som han ved den lejlighed omdøbte til Vesterbak.
Ærgerligt, for gården er efter Kongensgaard den ældst daterede gård i Nørre Nissum, og navnet ses helt tilbage i 1300-tallet.
I 1873 på H. C. Andersens fødselsdag og årsdagen for Slaget på Reden – den 2. april – overtog sønnen, Niels Bendtsen Hundskjær.
Der skrives skøde og oprettes en aftægtskontrakt. (B77B-spsk.122 s. 6)
SKJØDE
Underskrevne Gaardeier Bendt Hauskov Nielsen af Hundskjær i Nr. Nissum Sogn tilstaar og herved gjør vitterlig, at jeg til min Søn Niels Møller Bendtsen har solgt den mig tilhørende i N. Nissum Sogn beliggende Gaard Hundskjær kaldet.
Mat. No 19
Mat. No 19 Hartkorn 4 TD. 5 Skp. 2½ Alb Glsk 26 D
Mat No 3 Hartkorn 1 ALB.
Østergaard Mat No 16 2 ¾ Alb 2sk x)
Gudum Kl. Mat No1xx Hartkorn ½ Alb 5 sk y)
Ialt: 4 Td. 5Skp 1 ¼ Alb.
Med bygninger, Eiendommen tilhørende og Tilliggende, Sæd Avl og Afgrøde. Besætning, Inventarium og Avlsredskaber, Indbo m.m. hvad der for øvrigt forefides i og ved Gaarden Tillige med sammes Kirke- og Kornskat og Qvægtiende.
Betingelserne ere følgende:
1. Min Søn Niels Møller Bendtsen modtager straks det Solgte,
der fra nu af henstaar for hans Regning og Risico.
1. 2. I Kjøbesummen for Gaarden har han at udrede en Sum af
Og af Aftægt til mig og min Hustru ifølge den i Dag Oprettede Contract, som thinglæses samtidig med dette Skjøde.
Aftægtens Capitalværdi andrager 4000Rd.
1. 3. Han svarer alle Eiendommens paahvilende Skatter, Afgifter saavel til Staten som til Comunen 1800 Rd.
Er: 5800 Rd.
1. 4. Hvorfor han for Besætning, Inventarium og Øvrige Løsøre
erstatter mig 2000 Rd.
I alt er syv Tusinde otte hundrede Rigsdaler Rm 7800 Rd.
Ovenanførte Kjøbssum er i det Hele afgivet og berigtiget og tilskjøder jeg derfor Niels Møller Bendtsen den omskrevne Eiendom Gaarden Hundskjær N. Nissum Sogn med Tilbehør som ovenfor er anført og skal samme herefter være min førnævnte Søn tilhørende som hans fulde og uindskrænkede Eiendom og med de Herligheder og Rettigheder, Byrder og Pligter hvormed Eiendommen og det Solte har været mig tilhørende ifølge thinglæst Adkomst. Retsanmærkning for Mat No 16 0g 1xx udbedes.
Dette Skjøde, der saaledes af mig er udstedt bekræftes med min underskrift i 2 Vidners Overværelse.
Pl. Lemvig den 21. Marts 1873
Til Vitterlighed om Oplæsning
Underskrift
og Datering
Bendt Hauskov
Harpøt Heramb
Læst i Skodborg og Vandfuld Herreders Ret den 2. April 1873 (28-594)
Anm: Sælgeren mangler thinglæst Adkomst til Tienderne. Den ved Skjødet overdragne Parcel 1xx Hartkorn ½ Alb Gl Skat har ikke været til at finde, men for-modes at være paa en Foliet for Hundskjær opført Parcel af 3/4 Album
Anmærkningen er senere strøget uden dato.
Anm: x) Østergaard Gudum Mat No 16. Parcel No 4 nu
Mat No 16 ved Skjøde læst 6. Okt. 1847.
Anm: y) Gudum
Kloster Mat. No 1xx Gl No 53 Aucionsskjøde læst 25.3.1831 og Skjøde læst 6.
Okt. 1847.
Ane døde den 21.
September og begravedes på Nørre Nissum kirkegård den 30. september 1895. Bendt Hauskov døde året efter den 8. februar.
I tingbogen ses under den 14. 02. 1902.
14.. 1902 Kl. 11.55 blev Skodborg og Vandfuld Herreders Skifteret sat paa Skifteforvalterens Kontor og betjent af den ordinære Skifteforvalter og Skriver, hvor da i Overværelse af undertegnede Vidner blev foretaget.
Fremstod da afdødes Søn, Gaardejer Niels Møller Bendtsen af Hundskjær i Nørre Nissum, der erklærede, at det vel er i overensstemmelse med Sandheden, naar det ved Dødsfaldets Anmeldelse blev anført, at Afdøde intet eiede, men Afdøde har dog en Gang eiet Andel 50 Kr. i en Fællesobligation, der skiønt den er betalt ikke er bleven kvitteret, hvorfor Komprehenten, der har bekostet Afdødes Begravelse beder sig Boet udleveretsom Vederlag herfor, for at han paa den Maade kan blive istand til at kvittere Afdødes Andel i forannævnte Fællesobligation.
J:V: til den
fremsatte Begjæring blev Boet udleveret til Komprehenten som Vederlag for
Begravelen. Niels Hundskjær
(B77B – spsk. 5165 14.2.1902.)
De fleste ville nok finde det ganske rimeligt, at Niels Hauskov fik udleveret pengene som kompensation for den afholdte begravelse – men når man kender svigersønnen, Søren Christian Jensens, forhold til penge, kan det nok undre, at overdragelsen skete uden sværdslag, men Gertrud Maries tragiske død i 1887 er måske skyld i, at forbindelsen til Hundskjær ikke længere var så tæt.
Bendt H. blev født ind i en ny tid.
Den første jøde kom angiveligt til Danmark 1606. Han slog sig ned i Glücksborg.
Først 200 år senere, den 29. marts 1814, fik jøder fuld borgerret i Danmark, dvs. at de blev ligestillet med danskerne. De fik bl.a. frihed til at bosætte sig, hvor de ville og de kunne frit rejse rundti landet. Den dag Kong Frederik VI ved lov gav jøderne borgerrettigheder på lige fod med landets øvrige borgere, anses for er den næstvigtigste i jødernes Danmarkshistorie.
(Den Kongelige Anordning af 29. marts 1814).
§ 1.
De af den mosaiske Religions Bekiendere, der ere fødte i Vort Rige Danmark, eller have erholdt Tilladelse til at boesætte sig sammesteds, skulle nyde lige Adgang med Vore øvrige Undersaatter til at ernære sig paa enhver lovlig Maade; hvorimod de og, forsavidt Vi ikke ved denne Vor
Anordning derfra have giort Undtagelse, skulle i alle Maader rette sig efter
Landets borgerlige Love, saa at de, i intet borgerligt Anliggende, kunne
indskyde sig under de mosaiske Love eller de saakaldte Rabbinske Forskrivter og Vedtægter. Heraf følger, at de, i Henseende til Skiftevæsenet, Fattigvæsenet samt Skolevæsenet (Religions-Underviisningen undtagen) saavelsom i ethvert andet Anliggende, der ei staaer i uadskillelig Forbindelse med Religionen, skulle henhøre under det Steds Jurisdiction og Øvrighed, hvor de ere boesatte, dog med de Undtagelser, som i Henseende til den mosaiske Religions Bekiendere i Vor Kongelige Residentsstad Kiøbenhavn ere fastsatte i det af Os under Dags Dato udgivne Reglement.
Danmark er dermed det første land i Europa, der ligestiller jøder med resten af landets befolkning. Dette skridt blev afgørende for jødernes centrale placering i det danske livsmønster. Den berømte anordning indeholder også en fordanskning af den jødiske menighed, f.eks. prædiken på dansk. Og dog.
I september 1819 udbrød Jødefejden i København og her oplevede man for første gang et egentlig jødehad, der kom fra Tyskland. Det var antisemitiske optøjer og overgreb på danske jøder på grund af den politiske økonomiske krise efter Napoleonskrigene og den dårlige økonomi i foråret og sommeren 1819. I København havde ukendte danske borgere opfordret til chikanerier og overfald på jøder. Urolighederne varede i ca. to uger med overfald på jøder og hærværk mod jødiske forretninger. De spredte sig til flere byer på Sjælland og til Odense, mens der i Jylland ikke forekom overgreb på jøder. Før 1819 havde der kun været enkelte små episoder (f.eks. i 1711, hvor nogle i København mente, at jøderne havde forgiftet brøndene) og det var væsentligt mindre end i udlandet.
Kong Frederik VI fik under jødefejden tilnavnet Jødernes konge, fordi han
greb ind, slog urolighederne ned, manede til besindighed og sikrede at nogle af gerningsmændene blev dømt.
Men om det fik nogen større betydning i Nørre Nissum er en anden sag.
