Pastor Henry Nørgaard, Hem, var omkring 2. Verdenskrig vort sogns afholdte præst.
Det er hans fortjeneste, at vi i dag har kendskab til det gamle middelalder sagn om
Hr. Hem og Hr. Sem.
Gennem studier blev pastor Nørgaard opmærksom på, at Hem og Sem sogne omkring år 1800 havde besøg af den unge student B. S. Ingemann, der var den daværende præsts svoger.
B. S. Ingemann blev så facineret af det gamle sagn, at han forfattede et digt, der til forveksling ligner en folkevise.
Vi, der lærte salmevers i Grove skole, indrømmer gerne, at det måske ikke er Ingemanns fornemste digt, men det handler om vort sogn, og det er vi stolte af – så tak til pastor Nørgaard.
1.
To Riddere droge fra Ledding,
og det var Hr. Hem,
ved Siden red paa sin Abildgraa
den unge Ridder Sem.
2.
Hr. Sem reed paa sin Abildgraa,
Hr. Hem paa Vallakken sad:
”Hvor drager I hen, unge Ridder Sem?”
”Jeg vil mig ride til Stad.
3.
”Jeg rider mig til den liden Stad
hist ved hiin salte Søe,
der fanger jeg mig en Jomfrue skjøn,
alt til min Fæstemøe.”
4.
”Og vil I fæste en Jomfrue skjøn
i Bye ved den salten Søe,
saa kan vi jo ride baade did:
der vil jeg og fæste en Møe.”
5.
Og fritted unge Ridder Sem:
”Hvad er den Pigelils Navn?”
”Maria hedder den Lillievand,
hun sove skal i min Favn.”
6.
”Maria hedder den Lillievand?”
Hr. Sem blev sort som Jord;
Det siger jeg Eder for Sanden,
I hende ret aldrig faar.
7.
Det siger jeg Eder for Sanden,
Maria I aldrig faaer;
thi hende er det jeg fæste vil;
hun er saa væn en Maard,”
8.
Og meldte sig Ridder Hem saa snild:
Hans Ganger den var saa rap –
”Hvo først når Møllen, først malet faaer,
thi vil vi ride om Kap.”
9.
Og sporede han sin Vallak snel,
Hr. Sem spored Abildgraa,
og rede de over Steen og Stub,
af flint sprang de Funker små.
10.
Saa fore de over Stub og Steen,
af Flint sprang de Funker smaa;
men der de kom til Borgeled,
Da styrted Abildgraa.
11.
Og da de kom til Borgeled,
Hr. Hem ville oversætt;
men Vallakken løb en Staver i Liv,
og det gik ej så let.
12.
Paa Jorden laae de Bejlere to,
baade med Quide og Harm;
Hr. Hem havde brudt et Sidebeen,
og unge Hr. Sem en Arm.
13.
Ved Borgeled stod den liden Smaadreng,
han kynded paa Stand den Mød;
paa Borgen bar man de Riddersmænd,
og lagde paa Hynde blød.
14.
Det var den unge Ridder Hr. Sem,
han meldte med sørgelig Snilde:
”I brød jer Sidebeen, jeg min Arm,
det Varsel huer mig ilde.
15.
I brød jer Sidebeen, jeg min Arm,
alt for den væne Maard,
og aner mig, Enden bliver paa Leeg,
at Ingen af os hende faaer.”
16.
Og det var Maria den Lilievand,
randt Taarer paa Rosenkind;
hun pleied dem baade med Linned og Urt,
og gik baade ud og ind.
17.
Hun pleied dem baade med Urter og Liin,
og gik baade ud og ind;
og meer og meer stod de Ridderes Hu
alt til den Jomfru fiin.
18.
Og i sit Hjerte den Rosensblom
bar unge Hr. Sem saa huld,
men hver gang hun paa Hr. Hem mon see,
hun havde baade Angest og Kuld.
19.
De Dage ginge,de Uger gik,
der gik vel Maaneder trende,
og lægt blev Sideben, lægt blev Arm;
men Saaret i Hjertet mon brænde.
20.
Og beiled Hr. Hem, og beiled Hr. Sem;
den Møe var heel angest og moed,
hun havde Hr. Sem i Hjertet kjær,
men Ingen hun det tilstod.
21.
Og det var stolte Hr. Hem,
han drog sit Sværd med Harm,
”Hvad ei skjøn Jomfruen raade vil,
det raade vor egen Arm.”
22.
Og det var unge Ridder Hr. Sem,
tog Glavind udi Haand,
og kæmped de for den Rosenblom,
dem baade til møgen Vaand’.
23.
Den første Gang de Skioldet hug,
fornam de om Sværdene beed;
den anden Gang de i Skioldet hug,
det trilled paa Jorden ned.
24.
Den tredje Gang, der de sammenfoer,
de Sværde farvedes røde,
og Hjelmen brast, og Panderne brast,
og de slog hinanden til døde.
25.
Og det var Maria den væne Møe,
randt Taare paa Liliekind;
saa eene hun ganged af Borgen ud,
– men aldrig meer gik hun ind.
26.
Saa ene hun ganged af Borgen ud,
alt til den mørke Fjord;
i Fjorden fandt de den Jomfrues Liig,
og gjemte det dybt under Jord.
27.
De lagde den Møe i Agerland,
men ikke i christen Jord;
og Mariager kaldes den Stad,
alt ved hin mørke Fjord.
28.
Og nær ved Byen to Kirker staae,
de kaldes end Hem og Sem,
og indenfor Kirkernes hvide Muur,
der har man jordet dem.
29.
Saa hvile de Kæmper bag hviden Muur,
paa Ageren Møen tit gaaer,
og hver gang de Klokker ringe til Lig,
det klynker ved mørken Fjord.
Digte af B. S. Ingemann
Anden udgave (1817) side 23
