Vi havde ikke meget at gøre os til af under 2. Verdenskrig i mit lille, fattige barndomssogn, Sem sogn, der ligger9,5 km sydøst for Mariager.
En stor del af jorden var uopdyrket hede og skov. Resten var små, sandede marker, som vore fædre gennem tiden med stor møje havde slidt ud af heden. Udkommet var pauvert, men vi var nøjsomme og arbejdsomme, så det gik.
Krigens store begivenheder gled ligesom udenom vort sogn, men vi gyste, når vi læste avisen, og rundt i de små hjem sad folk med ørerne trykket tæt ind til radioens højtaler for gennem de tyske støjsendere at lytte til ”ordentlige” nyheder, for alle vidste jo, at det der stod i avisen var censureret.
Til daglig døjede vi, som alle andre danskere med varemangel, rationering og erstatnings varer. En gang imellem kom vi op at toppes med tyskerne, når de kom rundt på gårdene for at proviantere, og hele sognet blev sat på den anden ende, da de afholdt en stor militærøvelse i heden. De skød med skarpt, så folk flygtede hjem fra markerne med projektiler hylende om ørerne, og så skød de med kanoner – havde man kendt magen.
Kun vi drenge var begejstrede. Selv om vi havde forbud mod at samle ting op i heden, fandt vi efter øvelsen granatstykker, der, når vi slog på dem, klang så sprødt og fint, som den lille klokke i Sem kirke – og de fleste af os prøvede at foretage spændende, hemmelige eksperimenter med krudt fra de uaffyrede projektiler, vi havde fundet i lyngen.
Men en månelys aften – den 11. marts 1943 – kom vi på kortet.
Enkelte vidste vel allerede under krigen ”noget”, men de fleste fik først efter 5. maj 1945 kendskab til den begivenhed, der forårsagede så sælsomme hændelser, at ældre folk fra sognet stadig kan huske dem.
Annas historie – ”De’ spøger i hien”.
Bents historie – Uventede gæster.
Villys K’s historie – Nye redekasser.
Christians historie – Nye vandtønder og en næsten ny cykelsaddel
AirmenDK – meget om Hvidstengruppen
