1. Annas historie
Vi levede ikke rigtigt op til Grundtvigs ord i vort sogn, for nok var der kun få, der havde for meget, men til gengæld var der i tiden op til og under 2. Verdenskrig mange, der havde for lidt – alt for lidt.
Selv om mange i førkrigsårene havde fået installeret el, var der stadig hjem, hvor man om aftenen sad i skæret fra petroleums- eller karbidlampen i det lille køkken og nød ”si nætter”, (aftensmad) efter dagens hårde slid, for det
meste arbejde var manuelt.
Vi manglede vel ikke kød, men i tiden før frysehuse, køleskabe og dybfrysere, var kødet som regel saltet, røget eller henkogt, så alle glædede sig, når der kom fersk kød på bordet.
Før krigen var der flere, der – med eller uden jagttegn – tog sagen i egen hånd. De købte en riffel eller et jagtgevær og gik i skoven eller heden og vendte undertiden hjem med en hare, agerhøne eller fasan, hvis de da ikke var så heldige at få ram på en råbuk.
Det ændrede sig efter 9. april 1940. Alle jægere skulle aflevere deres våben hos politiet i Mariager – men enkelte undlod.
Der var fuldmåne og perfekt vejr til en tur i heden hin torsdag aften i marts 1943, da Ajs klædte sig på, tog geværet på nakken og stille trissede ud af byen.
Han kom langt ud den aften. Helt til Edderup tæt ved den lille hedesø, der i dag ligger næsten gemt og tilgroet blandt høje graner. Under krigen lå søen i et mere åbent terræn mellem små lave bakker, dækket af lyng og småkrat. Man skulle ret tæt på søen, inden man opdagede den.
Bedst som Ajs stod og sundede sig, hørte han en høj brummen, og straks efter blev der tændt hvide og røde lys omkring ham. Ajs dukkede sig. Skræmt fra vid og sans kravlede han bort gennem lyngen mod Sem.
Ingen i vort sogn havde endnu hørt om Ufoer, men fænomenet var så skræmmende, at Ajs vel hjemme i Sem besluttede, at han ikke igen skulle i heden ved nattetide. Han holdt ord – i alle tilfælde til efter krigen.
Efter krigen fik Ajs og vi andre en naturlig forklaring på fænomenet.
Natten mellem torsdag den 11. og fredag den 12. marts 1943, befandt Ajs sig tilfældigt på den nedkastningsplads, faldskærmsmanden Ole Geisler havde valgt til den første og eneste våbennedkastning fra England i ”wos hie”.
Nedkastningen var foranlediget af Flemming Juncker på Overgaard, lederen af modstandsbevægelsen i Jylland, mens Ole Geisler og et hold frihedskæmpere fra Randers stod for selve modtagelsen.
Da der manglede folk til at transportere de nedkastede våben til Randers, blev Marius Fiil kontaktet. Han samlede den gruppe, der senere fik navnet Hvidstengruppen.
De følgende våbennedkastninger foregik på Allestrup hede nær Hvidsten.
