4. Christians historie
Alle sognets drenge kom som regel ud at tjene lige efter konfirmationen. I hjem, hvor indtjeningen trods sliddet i de små, sandede marker ikke var tilstrækkelig til at mætte de mange munde, var der drenge, der kom ud at tjene allerede før konfirmationen. Sådan var det gået for Christian.
I foråret 1943 tjente han som fjortenårig hos Christen Fisker i Kastbjerg, men han havde fridag, derfor var han blandt drengene ved hedesøen søndag den 14. marts 1943.
Christians familie boede ”neien for høwen” (neden for højen) i Grove. Familiens brønd var ikke ret dyb, så den havde det med at løbe tør om sommeren – til stor gene for især Christians mor, Marie. Hun manglede ofte vand til madlavning, rengøring og vask, så hver dag, når Christians far, Hans Rasmus-sen, kom hjem fra sin mælketur til Havndal, måtte han hente rent vand i skolen eller hos naboerne i sine mælkespande. Det var meget besværligt.
Da Hans hørte om tønderne i heden, mente han, at de kunne gøre gavn som vandbeholdere, så kunne Marie jo undvære mælkespandene.
Hans Rasmussen vendte tilbage fra en lille tur i heden med en af de store containers med låge i siden. En kort tid fungerede den upåklageligt som vandtrug for køerne, der stod på græs. De blev efter tur trukket til vanding, og ”der ku’ lig stå tow kyer ve sin o hinån” (der kunne lige stå to køer ved siden af hinanden).
Hans sikrede sig også nogle stykker af de små tønder. De havde et låg i toppen, der var fæstnet til tønden med en jernklemme som dem, der bruges til at lukke ”smækken” på vore dages landbrugsvog-ne. I låget lå et lag skumgummi limet fast med klæbende gummibånd – ca. 2½ cm bredt.
Det gik godt en kort tid, men en dag stod en ukendt mand i døren og beordrede Hans til – for hans egen skyld – straks at aflevere tønderne hos vores sognefoged, Ajs Møller i Edderup. Hans afleverede tønderne og begyndte igen at hente vand til Marie i mælkespande.
Og Christian. Ja . . . , han havde som sin far fundet ting i heden, han kunne anvende.
Sadlen på hans cykel var gammel. Polstringen, der var slidt og hullet, trængte til at blive repareret, og hvad fandt han! Skumgummi og klæbebånd! Hurtigt fik han klippet et stykke skumgummi til og klæbet det til sadlen med klæbebåndet. Sadlen blev rarere at sidde på og var vel også lidt kønnere at se på – selvom vi af gode grunde ikke var så kræsne med, hvordan ting så ud under krigen.
Christian var knap kommet hjem til Kastbjerg, før Christen Fisker spurgte, hvor han havde klæbebånd-et fra. Christian forklarede, men inden han var færdig, beordrede Christen ham til at fjerne klæbebånd-et og smide det væk. Ved samme lejlighed bad han Christian om, hvis han ”så noget” oppe på halmlof-tet, ikke at fortælle det videre.
Christen var nemlig med i en anden modstandsgruppe, der hørte til omkring Overgaard ved Udbyne-der. Han gemte undertiden “sager” (våben og ammunition) under halmen på kornloftet, så han var ikke interesseret i at tyskernes nysgerrighed blev vakt på grund af et stykke klæbebånd.
Som sagt, vi havde ikke meget at prale af i vort sogn, men det var dog i ”wos hie” den første våben-nedkastning i Jylland foregik – natten mellem den 11. – 12. marts 1943.
