2. Bents historie.
Nogle dage efter Ajs’s tur i heden, sad ”denen”, hans kone og lille søn på 7½ år omkring spisestue-bordet og hyggede sig under 25 Watt pæren, da det bankede på døren.
Hver aften under hele krigen havde familien siddet spændt med øret tæt ved radioen i et forsøg på gennem de tyske støjsendere at høre de sidste nyheder fra BBC’s dansksprogede radio. Man kunne høre om uhyggelige overgreb. Sabotage, der blev gengældt med schalburgtage, og mord på stikkere og uskyldige mennesker, og man undrede sig over, at så mange danskere havde bekendte i England – de fik i alle tilfælde hilsener. Mest mærkelig var dog de kryptiske sætninger, der kom lige efter nyheder-ne: “Løven spiser jordbær” og “Husk at lytte”.
Ingen vidste den gang, at netop den sidste sætning, der var Hvidstengruppens kodeord, skulle få skæb-nesvangre følger for folk på vor egn.
Selv om vi i vort sogn til daglig ikke mærkede meget til krigen, var en uventet banken på døren om aftenen nok til at give hjertebanken. Nej, uventet besøg ”war wi’t møj for” (var vi ikke meget for).
Min far sendte et hurtigt blik til min mor, da han rejste sig for at gå ud at lukke op.
Jeg fulgte nysgerrigt med. Nedenfor for trappen stod en mand, jeg ikke kendte. Han var pænt klædt på, som de var i byerne. Hans frakke var en af de populære, hvide cottoncoats, man kunne få syet hos en skrædder i Randers for 50 kr., hvis man sendte ham et par hvide lagener. Den bløde, brune hat var trykket godt ned i panden.
Henne ved brændeskuret stod en lille lastbil med generator og osede. Foran og ved siden af lastvogn-en stod to mænd, der til forveksling lignede manden ved trappen.
Manden sagde høfligt godaften og spurgte derefter om vej til Randers.
Min far var ikke i tvivl om, hvad det handlede om. Han forklarede, hvordan man kunne komme til Ran-ders uden at køre gennem byer som Hald og Gjerlev, hvor der var indkvarteret tyske soldater.
Da lastbilen var forsvundet i mørket langs skolestuen, kom jeg på ”den gule taburet” i køkkenet – det hændte undertiden.
Jeg havde et helt specielt forhold til den taburet. På den havde jeg siddet, da min far rødmende fortalte mig om blomsterne og bierne. Jeg kom også på taburetten, da jeg en aften kom skrålende hjem til sko-len på en morsom sang, jeg lige havde lært: “Først så ta’r vi Gøbbels ved hans vingeben”, og senere, da jeg ved et uheld fandt en stak illegale blade bag bøgerne i fars bogreol i kontoret – og nu igen den-ne martsaften 1943.
Far forklarede mig, at jeg ikke måtte fortælle noget, ikke engang til min bedste ven, Villum. Det var tungt – men jeg var så skræmt, at jeg holdt mund til efter krigen.
