3. Villys historie.
Kom hviledagen i hu, står der i Bibelen. Det gjorde vi i vort sogn – også selv om vi ikke var meget kirkesøgende – af gammel vane, respekt for præsten, men . . . vel mest fordi vi trængte til det efter en uges slid i mark og stald.
Når vi knægte tænker tilbage på vor barndom – og det hænder, så er det ikke mindst de herlige søndag eftermiddage, vi tilbragte sammen med kammeraterne, vi tænker på.
Hans Lindskovs lille ejendom lå tæt op mod skoven. Karla og Hans havde ikke meget, men der var altid hjerte- og husrum for egnens unge, så det var ofte der, vi samledes.
Efter lidt leg og snak drev flokken af drenge og helt unge karle op mod skoven og undertiden længere bort ud over heden.
Søndag den 14. marts 1943 gik turen netop ud over heden, til vi stod ved hedesøen.
Ude i vandet stak enden af det vi troede var en ajletønde op. Nysgerrigheden
ændredes til vantro. Den var af metal!
De modigste af drengene begyndte at kaste sten mod tønden.
En af de mere fornuftige foreslog, at vi skulle dele os i to hold – vel nærmest for at begrænse tabet, hvis nu . . . .
Andre så straks muligheder.
Da vi efter endt leg var på vej hjem, fandt vi en lyseblå silkefaldskærm, der hang ned fra grenene i et lille buskads nær søen. Peter erklærede sig straks som ejermand.
Man kan vel ikke udelukke, at en og anden følte et lille stik af misundelse, da han nogen tid efter mødte op i skolen i lyseblå silkeskjorte. Vi andre måtte på grund af tøj mangel og rationering stadig gå rundt i hjemmestrikket trøje eller slipover, og flere af os førte os frem i vore ældre brødres gamle skjorte med lapper på ærmerne.
Kort efter besluttede Villy at tage i heden igen, men hans cykel var punkteret. Det var nu ikke ualmindeligt under krigen. Selv om man var skrevet op hos Cykelkompagniet i Randers, kunne man godt komme til at vente år på en ny cykel. Slanger og dæk var næsten ikke til at skaffe, hvis man ikke ville give omkring 100 kr. for et par slanger på ”Den sorte Børs”, ved rutebilstationen i Randers, og hvem havde råd til det?
Villy havde en god ven på Norup Mark, som var den lykkelige ejer af en næsten ny cykel. Ham fik han med på endnu en tur ud i heden til den lille sø.
En af de to store containers lå så tæt på bredden, at Villy og hans kammerat uden at risikere en våd sok kunne trække den på land. Da de fik åbnet lågen i
containerens side, viste der sig tre mindre tønder (ca. 0,75 – 1 m) med låg i toppen – samt en faldskærm. Den begrænsede plads på cykelens bagagebærer var årsagen til, at Villy måtte nøjes med at hjembringe to små tønder og en faldskærm.
Villys mor, Marie, blev glad. Hun var velkendt på egnen for sin fine gåseflok, og nu fik hun to praktiske, nye rugereder, hvor rugende gæs og høns i ro og fred kunne ligge og hygge om æggene.
Vi havde ikke for meget og var vant til at udnytte tingene, og tønderne tilhørte jo ingen, så hvad galt kunne der være i at hente og anvende dem.
Men. . . , så stort et held kunne ikke skjules i et lille, lukket samfund, hvor de få nyheder havde det med at flyve hurtigt over hækkene, og desværre var der folk, der blev misundelige og værre endnu sympatiserede med tyskerne.
Historien nåede en mand på Norup Mark, der anmeldte Villy til politiet. En betjent mødte op og bad ham om – for hans egen skyld – at aflevere fundet hos sognefogeden, Ajs Møller, i Edderup.
Ingen kan vel ikke fortænke Maries høns i at være lidt ærgerlige over, at de på grund af menneskelig nedrighed, igen måtte tilbringe ruge tiden i gamle, trange reder, kasserede gryder og papkasser.
.
